"Birgitte Gøyes posthume enkeportræt" - Birgitte Gøye Selskabet

Af Karen Margrethe Høskuldsson

Introduktion:

Abstract: ”Birgitte Gøyes posthume enkeportræt” nævnes første gang i 1830 af N. L. Høyen. Han ser det i Odense Adelige Jomfrukloster. Dele af portrættet har siden da ændret sig lidt. Der er blevet ændret i teksten på baggrunden. Årstallet 1587 er kommet frem, og et våbenskjold for slægten Bydelsbak er blevet fjernet, så der kun står et enkelt tilbage. Resterne af det fjernede våbenskjold er fundet ved en konservering i 1992. Våbenskjoldenes antal og udformning understøtter 1587 som en datering af det oprindelige portræt.

Portrættet er tidligere blevet tolket som en kopi af et portræt, som Birgitte Gøye har stået model for; enten som brud eller som enke. En gennemgang af klædedragten understøtter dog, at portrættet er malet efter model i 1587, men at sløret kan være tilført senere.

Portrættet er muligvis kommet til Odense Adelige Jomfrukloster via en beboer med relation til en skoleherre på Herlufsholm i sidste halvdel af 1600-tallet. Spor i området, hvor et våbenskjold er blevet fjernet, giver anledning til at undersøge den teoretiske mulighed for, at Bydelsbak våbnet i sin tid blev malet oven på et andet våbenskjold, Walkendorf, så der måske kan være tale om et portræt af Lene Gøye. Gøyeslægtens våben er måske også malet oven på et andet våbenskjold, for ibskallerne vender ”på hovedet” i forhold til alle andre gengivelser af våbenskjoldet. En farveforskel i Gøye våbnet giver yderligere anledning til at udforske denne mulighed i forhold til slægterne Høeg, Banner, Daa og Galskyt.

Konklusionen er, at portrættet hverken kan være malet efter Birgitte Gøye eller som en tro kopi af et portræt fra hendes levetid.
/Karen Margrethe Høskuldsson

”Birgitte Gióe. Paaskriften ny. – meget medtaget ………” Dette citat er hentet fra Niels Laurits Høyens notesbog VIII s. 45 (fig.1). Notesbogen fra 1830 er den første skriftlige omtale af det enkeportræt, et ”hoftestykke”, der nu ejes af Roskilde Adelige Jomfrukloster.
Høyen har set portrættet under et besøg på Odense Adelige Jomfrukloster, hvor han gennemgik portrætsamlingen med henblik på at lokalisere oplagte emner for et kommende Dansk Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot. Enkeportrættets beskrivelse fylder kun en enkelt linje i notesbogen og har tydeligvis ikke vakt hans store interesse.

Høyen har dog nok ikke set portrættet, som det fremstår kompositorisk i dag (fig.2). Mod slutningen af 1890’erne så det nemlig lidt anderledes ud (fig.3). Den sidstnævnte version af portrættet er bevaret i et fotografi, gengivet i ”Minder om Herluf Trolle og Birgitte Gjøe”.¹
Dr. Henry Petersen (1849-1896): Minder om Herluf Trolle og Birgitte Gjøe: væsentlig i Herlufsholm Kirke. Udgivet af Dr. V. Mollerup efter forfatterens død. København, Thanning & Appel, 1897.

Den største forskel mellem de to versioner af portrættet skal findes i baggrundens bemaling. Høyen må have set det i en udgave med to våbenskjolde; det ene, Gøyernes skjold, samt teksten ”FRV BiRGiTTE GiÖE / TIL HERLUFS HOLM / DÖDE AO 1574” i kongesiden (fig. 4)²
”Kongesiden” vil sige venstre side, set fra beskuerens vinkel.
og det andet, Bydelsbak slægtens skjold, med teksten ”SAL. HR. HERLUF. TROLLiS / i SiN ALDERS / 64. AAR.” i damesiden (fig. 5).³
”Damesiden” vil sige højre side, set fra beskuerens vinkel.

Alene Høyens stavning af slægtsnavnet som ”Gióe” tyder på, at det er den sidstnævnte tekst, han har set på portrættet. Høyen har dog ikke følt sig overbevist om, at inskriptionen stammer fra portrættets tilblivelse. Skriften er unægtelig også langt mere spinkel og hoppende end traditionen byder for tekst på portrætter fra 1500-tallet.
Som portrættet fremstår nu (fig.2), har det et enkelt våbenskjold i kongesiden og inskriptionen ”FRW BIRGITTE GÓYE / TILL HERLOFS HOLM. / ANNO 1587” ligeledes i kongesiden (fig.6). I damesiden er der meget svage spor efter en tekst, der må være samme ordlyd som nævnt ovenfor som tekst i damesiden i portrættets tidligere udgave.

Forskellen mellem de to udgaver af portrættet er tilpas store til, at denne forfatter var tilbøjelig til at se dem som to forskellige værker; det ene som en kopi af det andet. Den tanke kunne imidlertid afvises på baggrund af billeder fra en restaurering, foretaget i 1992.⁴
Restaureringsrapporten, udfærdiget af Bent Hacke og Mette Hacke, er dateret 19. februar 1993. Opbevares hos Kunstkonserveringen Vest i Silkeborg. Selve restaureringen er ifølge rapporten foretaget i 1992. Stor tak til kammerherre Søren Lyders Jacobsen, klosterforvalter for Roskilde Kloster, for at gøre opmærksom på denne rapport og stille både den og det tilhørende billedmateriale til disposition for forfatteren.

Under restaureringsarbejdet blev resterne af et våbenskjold afdækket i damesiden. Konservatorerne konkluderede, at der nok var tale om Herluf Trolles våbenskjold,⁵
Bent Hacke og Mette Hacke: restaureringsrapporten.
men at det var for medtaget til at genskabe. Fotografier, taget under denne afdækning ⁶
Farve dias og sort/hvide fotos opbevares sammen med restaureringsrapporten hos Kunstkonserveringen Vest i Silkeborg.
viser imidlertid, at der må være tale om et Bydelsbak slægtsvåben, og at det stemmer overens med Bydelsbak våbenskjoldet fra fotografiet, taget i slutningen af 1800-tallet (fig. 7, 8 og 9).
Restaureringsrapporten fastslår, at portrættet tidligere har været udsat for rensning og restaurering, og at baggrunden har været overmalet flere gange.

En restaurering er udført af Statens Museum for Kunst så tidligt som i slutningen af 1890’erne. Ved den lejlighed er årstallet 1587 kommet til syne, og hele kongesidens tekst er nok samtidig blevet revideret til sit nuværende udseende.⁷
H. D. Schepelern: Portrætsamlingen i Odense adelige Jomfrukloster, Nationalhistorisk Museum, 1959, s.55.
Der findes ingen skriftlig rapport fra denne tidlige restaurering, da Statens Museum for Kunst først begyndte at registrere udefra kommende restaureringsopgaver i 1902.⁸
Forfatterens e-mail korrespondance 27.-28. oktober 2021 med Seniorforsker og førstekonservator ved Statens Museum for Kunst, Troels Filtenborg.

Portrættes forskellige udformninger.

Ovenfor er beskrevet en kendt ændring af portrættets komposition fra at have våbenskjolde og tekst i begge sider til kun at have våbenskjold og helt tydelig tekst i kongesiden. Men med restaureringsrapportens ord om, at baggrunden er blevet overmalet flere gange, åbnes der for den mulighed, at disse to kendte udgaver ikke er de eneste i portrættets historie.

To portrætmalere tilskrives som mulige kunstnere bag værket: Tobias Gemperle⁹
Kendes også under navnene Gemperlie, Gemperlin og Kamperle. Aktiv i Danmark fra 1577 til ca. 1601.
og Antonius Samfleth.¹⁰
Kendes også under navnene Samfleet eller Sandfeldt,. Aktiv i Danmark fra 1567 til i hvert fald 1581.
Begge herrer har været velanskrevne i deres samtid og i hvert fald Tobias Gemperle har været aktiv i 1587. Der er dog ikke helt den samme elegance over det aktuelle enkeportræt, som man finder i andre portrætter, der menes at være fra hans hånd.¹¹
For eksempel portrætterne af Edel Hardenberg 1580, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot, Birgitte Rosenkrantz 1585, Gaunø, Ide Ulfstand 1585, Gaunø.
Både Gemperle og Samfleth forsynede gerne deres portrætter med våbenskjolde, men de er væsentligt mindre i forhold til den portrætteres ansigt, end det er tilfældet på det aktuelle enkeportræt. Nogle af de portrætter, der tilskrives de to kunstnere, har to våbenskjolde, mens andre kun har et enkelt, og langt fra alle har tekst, der understøtter identifikationen af den portrætterede.

Det ser ud til, at der har været skiftende mode i forhold til, om man har ønsket sig begge sine forældres våbenskjolde på et portræt eller kun faderens våbenskjold, og tendensen for portrætternes præferencer følges tidsmæssigt pænt med forekomsten af enten parvis præsentation af forfædres og -mødres våbenskjolde eller enkeltstrenget fremvisning af de fædrene våbenskjolde på ligsten.
Frem til 1560 bruges kun fædrene våbenskjolde på portrætter (fig. 10), og der er endvidere eksempler på ligsten med kun fædrene våbenskjolde i enkeltkolonner så sent som mellem midten af 1560’erne og midten af 1570’erne. De første tilfælde af ligsten, hvor anernes våbenskjolde optræder som par kan findes omkring 1560, og fra omkring 1580 kommer begge forældres våbenskjolde med på malede portrætter med faderens slægtsvåben i kongesiden og moderens i damesiden (fig.11).
Denne mode holder frem til i hvert fald midten af 1620’erne. Fra ca. 1630 til ca. 1650 optræder begge forældres våben samlet i et enkelt alliancevåben (fig.12). Forkærligheden for at lade fædrenes våben være det eneste på portrættet får en renæssance i sidste halvdel af 1600-tallet (fig. 13). I det tidlige 1700-tal kommer mødrenes våbenskjold med igen, men nu er begge forældrenes slægtsvåben placeret i kongesiden (fig. 14).

Det aktuelle enkeportræt gør i udgaven, vist som fig.3, brug af begge forældres våbenskjolde svarende til perioden ca. 1580 til ca. 1600, og det passer rigtig fint med 1587 som fremstillingsåret. På et senere tidspunkt er traditionen for faderens slægtsvåben i kongesiden og moderens i damesiden tilsyneladende blevet så glemt, at nogen har følt det nødvendigt at tilføje et forklarende ”F”¹²
Hvad der umiddelbart ligner et ”T” tolker forfatteren som et beskadiget ”F”.
og ”W” på siderne af Gøye våbnets hjelmprydelse (fig. 4) og et tilsvarende ”M” og ”W” ved Bydelsbak våbnet (fig. 5).
Forfatteren tolker denne bogstavering som forkortelser for henholdsvis ”Faders Wåben” og ”Moders Wåben”. På enkelte andre portrætter kan man se bogstaver placeret på samme måde omkring våbenskjoldets hjelmprydelse, men her svarer bogstaverne til den portrætteredes initialer.¹³
Et eksempel er et portræt af Karen Ottesdatter Gyldenstjerne fra 1576, hvor et ”K” for”Karen” står på kongesiden af hjelmprydelsen, mens ”G. O” på damesiden står for ”Gyldenstjerne Ottesdatter”. Rosenholm.

Tolkninger af portrættet.

Baseret på inskriptionerne med Birgitte Gøyes navn både før og efter restaureringen kort før år 1900 ser det ikke ud til, at der på noget tidspunkt har været sat spørgsmålstegn ved identifikationen af den portrætterede dame som værende Birgitte Gøye. Der er til gengæld fremsat flere teorier om, hvordan portrættet skal tolkes.

Én teori er, at der skulle være tale om en 1587 kopi af et portræt, malet i løbet af Birgitte Gøyes enkestand, hvilket vil sige tiden mellem Herluf Trolles død 25. juni 1565 og hendes egen død 26. juli 1474.¹⁴
H. D. Schepelern: s.55.
En anden teori præsenteres af ”Den Store Danske”, der angiver billedet som værende en kopi efter en original fra 1544,¹⁵
Den Store Danske: Birgitte Gøye https://denstoredanske.lex.dk/Birgitte_G%C3%B8ye .
året hvor Birgitte Gøye blev gift med Herluf Trolle. Noget kunne tyde på, at den portrætterede kvindes slør i det tilfælde er blevet tolket som et brudeslør i stedet for som et enkeslør.

Teorien om at billedet skulle være en kopi efter et originalt portræt af Birgitte Gøye som enke kolliderer med resultatet af denne forfatters undersøgelser af den skiftende mode for enker. Hvis Birgitte Gøye selv skulle have været levende model for portrættet, ville det kræve, at hun modemæssigt var forud for sin tid.

Hvor brystbilleder tidligere har været det almindelige portræt format, bliver ”hoftestykkerne” fremherskende fra sidste halvdel af 1570’erne.

Omkring 1570 bliver kvindernes ærmer så ekstremt smalle, som det ses på maleriet, så det kunne Birgitte Gøye have nået.
Den stive, hvide flip, der er slået op om ansigtets sider er en strengere, nedtonet udgave af den lige så høje og opadstræbende pibekrave, der ses fra midten af 1570’erne. Den glatte flip-krave er kun fundet hos et udsnit af periodens portrætterede enker, mens resten af enkerne bærer den pibede krave.

Det smalle, hvide ”enkebånd”, der går rundt om halsen for derefter at danne to hvide linjer ned over den sorte overkjortels forstykker dukker først op på enkeportrætter i slutningen af 1570’erne.¹⁶
Anne Hardenberg epitfium 1577, Sankt Bendts Kirke, Ringsted, Karen Gyldenstjerne epitafium 1578, Uth Kirke, Mette Rosenkrantz 1579, fløj på husaltertavle, Gisselfeld.

Lange smykkekæder om halsen holder deres indtog på kvindeportrætterne omkring 1580.¹⁷
Edel Hardenberg, 1580, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot og Ide Ulfstand, 1585, Gavnø. Begge portrætter tilskrives Tobias Gemperle.
De ses på andre, verdslige enkeportrætter fra 1580’erne , sammen med det smalle, hvide ”enkebånd”, men kæderne ses ikke, når slør indgår som en del af påklædningen.

Hovedtøjet, bestående af en hvid, hjelmformet kyse med en afstivet kant, når for oven lidt frem foran ansigtet som en vandret skygge. På siderne af hovedet kommer kysen tæt til ansigtet neden for kindbenene, inden den forsvinder bag den høje, hvide krave. Den type kyse genfindes i malede enkeportrætter og på nogle ligsten fra 1580 og frem.¹⁸
Edel Hardenberg 1580 ligsten i Horne Kirke, (formodentlig) Christence Nielsdatter Rotfeld 1582 ligsten i Højslev Kirke, Karen Henriksdatter Friis 1584 ligsten i Ørsted Kirke, Birgitte Bølle 1585 ligsten og epitafiefigur i Gunderslev Kirke og Ide Ulfstand 1585, malet enkeportræt, Gavnø.
Alt passer indtil videre fint med et portræt, udført i 1587, men så kommer sløret.

Enkeslørets udvikling fra 1540’erne starter med et meget langt og ca. 10 cm bredt bånd, sandsynligvis fremkommet ved sammenfoldning af et 30 cm bredt stykke lærred, der ved foldningen er reduceret til den ønskede bredde. Midten af båndet dækker kysens sammenrynkning i nakken, og dets ender lægges frem over skuldrene, hvorfra de får lov at falde ned langs overkjortlens forstykker, næsten til gulvet.
Denne form ses gengivet på en del ligsten frem til slutningen af 1550’erne. Herefter flyttes midten af båndet op på toppen af hovedet. På de midterste 60-70 cm af længden åbnes foldningen, så lærredet kan lægge sig udfoldet hen over enkens isse, inden det antager den sammenfoldede bredde. 30 cm kan dog ikke dække helt til nakken, når sløret skal hænge ned over panden, så under det lange slør ses en hoveddug, også kaldet et hovedlin, der oftest når til skuldrene.
Slørets sammenfoldede bredde ser ud til at svinge mellem 5 cm og 10 cm frem til midten af 1570’erne. I sidste halvdel af 1560’erne får to rige enkefruer, Birgitte Gøye og Abel Skeel udfærdiget fornemme gravmonumenter. Her er sløret helt oppe på at være ca. 60 cm bredt, og det kan derfor først foldes ind til den reglementerede bredde omkring taljehøjde, hvilket vil sige at det er omkring 145 cm, der ikke er foldet midt på det lange slør.
I sidste halvdel af 1570’erne er det slut med at folde, og det brede slør falder ned foran kroppen i dybe folder,¹⁹
Anne Rosenkrantz ca. 1575, ligsten, Rasted Kirke og Anne Hardenberg 1577, epitafium Sankt Bendts Kirke, Ringsted.
eller det foldes ud i sin fulde bredde af ca. 60 cm og bæres som en ”cocon”, der omslutter hele skikkelsen.²⁰
Karen Rønnow ca. 1576, ligsten, Norra Vram Kirke og Karen Gyldenstjerne 1578, epitafium, Uth Kirke.
Sløret med de dybe folder foran kroppen ses endnu hos ældre enker så sent som 1600.²¹
Sophie Bille 1600, epitafium, Visborg Kirke og Dorte Lange 1600, portræt, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot.

Fra omkring 1580 og fremad finder man ligsten og enkeportrætter, hvor sløret over den hvide enkekyse er forsvundet, og kun båndet om halsen danner de to hvide linjer ned foran kroppen. Fælles for disse fremstillinger er, at den portrætterede er ca. 50 år gammel eller yngre, og at hun har været enke i ca. 5 år eller mere.²²
Eksempler er Mette Rosenkrantz, 1579, fløj på husaltertavle, Gisselfeld, Edel Hardenberg 1580, portræt, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot, Mette Urne 1581, ligsten, Århus Domkirke, Ide Ulfstand 1585, Gavnø.

Sløret burde altså ikke umiddelbart give nogen problemer i forhold til det aktuelle portræt fra 1587, hvor det bliver båret som en ”cocon”, men dette slør adskiller sig på et væsentligt punkt fra alle de andre: det er meget gennemsigtigt. Gennemsigtighed kan dårligt vises på en udhugget ligsten, men på malede portrætter og epitafier er det muligt, så denne afvigelse fra normen sammen med tilstedeværelsen af den lange kæde om halsen kunne godt tolkes sådan, at sløret på enkeportrættet fra 1587 er en senere tilføjelse.

Posthume portrætter er ikke et særsyn i samtiden, hvis de optræder i familie sammenhæng. Anne Hardenberg og Karen Gyldenstjerne er eksempler på enker, der har ladet sig portrættere i enkedragt sammen med portrætter af deres afdøde mænd. At få fremstillet posthume portrætter af enkeltstående personer er til gengæld ikke et almindeligt fænomen og ville formodentlig kræve en helt speciel anledning. Spørgsmålet er så hvilken anledning, der kan have været til at bestille et portræt af (en moderniseret) Birgitte Gøye 13 år efter hendes død.

Forsøg på at opklare mysteriet om portrættets oprindelse.

Forfatterens gennemgang af Gøye slægten for dér at finde anledninger til fremstilling af et posthumt portræt af Birgitte Gøye i 1587 gav ikke noget resultat.

Næste undersøgelse rettede sig imod et forsøg på at finde en sandsynlig forklaring på, at enkeportrættet på et tidspunkt inden 1830 var kommet til Odense Adelige Jomfrukloster.²³
H. D. Schepelern: hele bogen.
Fortegnelsen over klostrets portrætsamling forud for dets sammenlægning med Roskilde Adelige Jomfrukloster blev sammenholdt med navnene på klostrets navngivne beboere og deres relationer til de portrætterede i et forsøg på at finde en sandsynlig kilde. For størstedelen af samlingens værker var det muligt at finde en umiddelbar relation i form af nære slægtninge, opdragere eller rollemodeller til en klosterjomfru. Ingen af jomfruerne kunne imidlertid kædes til Birgitte Gøye på denne måde.

Karen Prebensdatter Brahe (1657-1736), stifter af Odense Adelige Jomfrukloster har derimod relationer til hele to, der har været skoleherrer på Herlufsholm. Den første er hendes morbror, Marcus Gøye eller Gjøe, som han skriver sig, (1635-1698), der i kraft af sin slægtstilknytning til Birgitte Gøye er skoleherre fra 1685 til 1698. Den anden er hendes egen bror, Jørgen Prebensen Brahe (1662-1716), søn af Susanne Falksdatter Gøye (1634-1683). Han er skoleherre fra 1700 til 1716. En tredje skoleherre, Jørgen Holgersen Rosenkrantz (1607-1675) bestrider embedet fra 1653 til 1675. Hans mormor er Mette Falksdatter Gøye (ca. 1554-1584), og hans morfar havde både Albrecht Mogensen Gøye som svoger og Ide Mogensdatter Gøye som svigerinde.
Et af Jørgen Rosenkrantzs børnebørn, Christence Sophie Rosenkrantz (1687-1758), samt tre af hans oldebørn, Dorothea Elisabeth Rosenkrantz (1703-1779), Anne Brahe Rosenkrantz (1712-1747) og Mette Sophie Rosenkrantz (1719-1777) bliver alle klosterjomfruer i Odense.
Det er altså teoretisk muligt at lave en forbindelse mellem Birgitte Gøye og Odense Adelige Jomfrukloster via en af de tre skoleherrer. Men det forklarer stadig ikke 1587 som årstallet for portrættets tilblivelse, for årstallet er for tidligt til at nogen af dem har bestilt det i anledning af deres udnævnelse til skoleherrer – i hvert fald som et nymalet, posthumt portræt.

Hvis en af de tre skoleherrer har følt behov for at kunne fremvise et portræt af Birgitte Gøye som enke, kan man spekulere på, hvem det mon kunne være. Det bliver selvsagt rent gætteri. Men fælles for dem er, at de har fået æren netop på grund af slægtskabet med Birgitte Gøye. Samtlige tre herrer har formodentlig ladet sig portrættere, selv om intet portræt af Jørgen Rosenkrantz tilsyneladende er bevaret, og lysten til at udvide sin egen portrætsamling med et billede af den slægtning, der er forbindelsen til værdigheden som skoleherre, kan godt virke sandsynlig.
Det kan også virke sandsynligt, at ingen af de tre herrer har interesseret sig nok for dragthistorie fra 1500-tallet til at studse over de detaljer, der placerer portrættet efter Birgitte Gøyes levetid – specielt ikke hvis årstallet 1587 og eventuel anden tekst var blevet malet over.
Hvis der i Gøyeslægten kunne findes en, der var enke i 1587, og hvis mor var af slægten Bydelsbak, så kunne mysteriet være løst. Det har bare ikke været forfatteren muligt at finde sådan en.
Resultatet af forfatterens undersøgelser viser, at Birgitte Gøyes forældre står alene i slægtshistorien med kombinationen af Gøye og Bydelsbak, og den længst levende af Birgitte Gøyes helsøstre, Elline Gøye, dør i 1563.

Det har givet næring til forfatterens tanke om, at andet end bogstaver og tal kunne være blevet overmalet for at få et ”beviseligt” portræt af Birgitte Gøye. Det ville i så fald ikke være det eneste tilfælde i kunsthistorien, hvor et eksisterende portræt er blevet manipuleret for derefter at fremstå med en ny identifikation af værdi for ejeren.

Når man ser nærmere på Bydelsbak våbenskjoldet på gengivelsen af fotoet fra det sene 1800-tal (fig. 15) er der nogle lysere linjer i skjoldets mørke område. Linjerne kan tolkes som skrammer, men de kan måske også tolkes som spor af underliggende maling. På fig. 16 er sporene tegnet op med rødt for en tydeliggørelse. Afdækningen af Bydelsbak skjoldets rester i 1992 (fig. 17) tyder på, at skjoldet i mellemtiden ikke bare er blevet overmalet; det er først forsøgt fjernet, hvilket er lykkedes bedre nogle steder end andre.
Uden at have fagligt belæg for det tolker forfatteren det som om, der måske kunne være en underliggende bemaling, der kemisk er gået i forbindelse med Bydelsbak bemalingen og har gjort den sværere at fjerne i de pågældende områder. På fig. 18 er de optegnede spor lagt oven på billedet i fig. 17 til sammenligning.

Hvis man virkelig har malet Bydelsbak våbnet oven på et andet, oprindeligt våben kunne det være interessant at finde ud af hvilket slægtsvåben, der kunne være tale om.
I den store Gøye slægt er der en kvinde, der tidsmæssigt kan passe med, at hun i 1587 har haft både alderen og enkeværdigheden til at bære enkekysen alene som hovedtøj. Hun hedder Lene Andersdatter Gøye (ca. 1537-efter 1608/1621), og hun bliver i 1563 enke efter Jakob Knudsen Hvide til Rødkilde.
Lene Gøye og Birgitte Gøye tilhører godt nok to forskellige grene af familien, men Birgitte Gøyes halvsøster, Helvig Mogensdatter Gøye (efter 1513-1597), bliver i sit andet ægteskab gift med Lene Gøyes lillebror, Mogens Andersen Gøye (1547-1608 eller senere).
Lene Gøyes mor var Karen Henningsdatter Walkendorf, så for at afprøve den teoretiske mulighed af Walkendorf som det oprindelige våbenskjold i damesiden er de optegnede spor fra fig. 19lagt oven på Walkendorf skjoldet, der har tre sorte vinger i runddans og en rød rose i midten (fig.20).
Afslutningsvis er fig. 20 lagt oven på de afdækkede rester af Bydelsbak skjoldet (fig.21). Her ser det ud som om specielt de sorte vinger dækker de områder, hvor der er både spor og kraftige rester af Bydelsbak bemalingen. Der kan dog sagtens være tale om tilfældigheder.

En slægts våbenskjold kan mutere over tid, men vil som regel altid være genkendeligt, selv om skjoldets form og motivets detaljer kan variere.
I Gøye slægten er våbenskjoldet gengivet i flere udformninger. Ibskallerne kan for eksempel være voldsomt trompetformede (fig. 22), temmelig runde (fig. 23, 25 og 27) eller nærmest trekantede (fig. 24 og 25). Skjoldet kan gengives som relief uden brug af kulør (fig. 22, 23 og 25). Ibskallerne kan skifte fra hvide til sorte (fig. Z). Den skråtstillede række af skaller kan hælde mod venstre (fig. 22, 23, 25 og 27) eller mod højre (fig. 24 og 26), men én ting er ibskallerne hele vejen igennem enige om: at skallernes vifteform skal åbne sig nedad.
Den eneste undtagelse, forfatteren har fundet, er skallerne på ”Birgitte Gøyes posthume enkeportræt”, hvor vifteformen åbner sig opad. Dette er tilfældet både før og efter restaureringen ved 1800-tallets udgang. Det kunne godt give en mistanke om, at våbenskjoldet i kongesiden også er blevet enten kraftigt restaureret på et tidspunkt, hvor ingen har bemærket den omvendte retning, eller at heraldikken er en overmaling på initiativ af og udført af nogen, der ikke er fuldt fortrolig med forskrifterne i forhold til Gøye slægtens våbenskjold.
Det kan ikke udelukkes, at Høyens bemærkning i 1830 om portrættets generelt dårlige tilstand efterfølgende kan have fået nogen til – i den bedste mening – at male lidt på det, og har ibskallerne været så medtagne, at man ikke kunne bedømme deres retning, har der været fri adgang til at digte selv.

–>

Mistanken om, at et andet våbenskjold kunne være gemt under Gøye skjoldet bliver ikke mindre af, at den blå farve i skjoldets bund har et gyldent skær på den ene halvdel (fig. 27). Det kunne måske tyde på en kemisk reaktion med en underliggende bemaling på det område.
Umiddelbart egnede våbenskjolde til at gemme sig under Gøye våbnet ville være Høeg og Banner (fig. 28) samt Daa (fig. 30) eller Galskyt (fig. 31).
Figurerne 29 og 32 viser, at disse våben teoretisk set godt kunne ligge i et lag under Gøye våbnet og danne grund for et farveskifte på halvdelen af Gøye skjoldets bund. Forfatteren gennemgik derfor disse slægter i forsøget på at finde kvinder, der kunne opfylde kravene for at være den oprindelige model for enkeportrættet.

I Høeg slægten er der en dame, Margrethe Justsdatter Høeg (1545/47-1616 eller tidligere), der efter syv års ægteskab bliver enke i 1587. I damesiden ville hun have sin mors slægtsvåben, som var Gøye. At betragte rester af Gøye våbnet som det, der måske giver reaktion som underliggende våbenskjold, virker ikke voldsomt sandsynlig (fig. 33), og et portræt fra samme år, som hun er blevet enke, ville nok rumme et slør, der ikke var gennemsigtigt.
I Banner slægten er to søstre, Magdalene Eriksdatter Banner og Karen Eriksdatter Banner, blevet enker i henholdsvis 1561 og 1582, og i hvert fald Magdalene var ca. 67 år gammel i 1587, men fødselsåret kendes ikke for hendes søster, Karen. Deres mor er af Rosenkrantz slægt, men igen virker en sammenligning mellem dette våbenskjold og linjerne fra fig. 19 ikke som en overbevisende kombination (fig. 34).
Hilleborg Jørgensdatter Daa (dør 1612) bliver enke i 1566. Hendes mor er af Ulfeldt slægt, og dette virker heller ikke overbevisende i sammenligning med linjerne (fig. 35). Marina Thomesdatter Galskyt bliver enke i 1554. Hendes mors slægt, Steen, har en enkelt ibskal i hvidt/sølv på blå bund som våben. Sammenlignet med linjerne fra fig. 19 ser dette resultat heller ikke helt ud som en oplagt mulighed (fig. 36).

Konklusion.

På baggrund af ovenstående iagttagelser og undersøgelser føler forfatteren sig overbevist om, at værket ikke oprindeligt er malet som et posthumt portræt af Birgitte Gøye, men at der er tale om et portræt af en dame, der i 1587 var enke, og at dette portræt i 1600-tallets sidste halvdel er blevet tilført elementer, der skulle gøre maleriet til et indiskutabelt portræt af Birgitte Gøye, og at det har befundet sig i en portrætsamling hos en af de to skoleherrer Jørgen Rosenkrantz eller Marcus Gjøe.
Stavningen på den ældste, dokumenterede udgave af portrættet lægger sig så tæt op ad Marcus Gjøes foretrukne bogstavering, at forfatteren anser ham for at være den mest sandsynlige ejer. Ved ikke at have slægtstilknytning til Birgitte Gøye ville forfatteren forvente, at Jørgen Brahe ville have valgt et portræt af Herluf Trolle, da skolen bærer hans navn.

Forfatteren er også ret overbevist om, at identiteten skal søges blandt adelskvinder, der i 1587 ikke var over 50 år gamle, men havde været enker i ca. 5 år eller mere, og at det gennemsigtige slør ikke skal betragtes som en del af det oprindelige portræt. Det retter søgelyset mod navne som Hilleborg Daa, Margrethe Høeg, Marina Galskyt og Lene Gøye. Sidstnævnte er forfatterens foretrukne kandidat. Hun blev i sin enketid forsørget af Maribo Jomfrukloster, men boede fremdeles hos slægtninge. ²⁴
Troels Lund, Dagligliv i Norden i det sekstende aarhundrede Bind XII, Nordisk Forlag, Fjerde udgave, s. 220 og 224

Et allerede eksisterende Gøye skjold i kongesiden ville gøre arbejdet med at tillempe portrættet nemmere. Lene Gøye døde barnløs og uformuende, så ingen efterkommere eller arvinger i senere generationer ville umiddelbart savne hendes portræt i anegalleriet som hverken formoder eller arvetante.
Hvis de fremsatte teorier om ændringer i portrættets bemaling skal be- eller afkræftes vil det forudsætte nye undersøgelser af portrættet. Hvis en røntgen undersøgelse skal kunne afsløre underliggende maling, vil det forudsætte, at den gemte maling indeholder bly, men blyindhold skulle der også være en god sandsynlighed for i maling fra 1500-tallet. ²⁵
Information fra en samtale mellem forfatteren og konservator Lisbeth Havn, Kunstkonserveringen, Silkeborg.
En anden undersøgelsesform kunne være at foretage et vertikalt snit, hvorved man udtager små prøver af samtlige lag, der så kan analyseres og afsløre, hvad der reelt måtte gemme sig under overfladen.²⁶
Ibid.

Noter

[1] Dr. Henry Petersen (1849-1896): Minder om Herluf Trolle og Birgitte Gjøe: væsentlig i Herlufsholm Kirke. Udgivet af Dr. V. Mollerup efter forfatterens død. København, Thanning & Appel, 1897.

[2] ”Kongesiden” vil sige venstre side, set fra beskuerens vinkel.

[3] ”Damesiden” vil sige højre side, set fra beskuerens vinkel.

[4] Restaureringsrapporten, udfærdiget af Bent Hacke og Mette Hacke, er dateret 19. februar 1993. Opbevares hos Kunstkonserveringen Vest i Silkeborg. Selve restaureringen er ifølge rapporten foretaget i 1992. Stor tak til kammerherre Søren Lyders Jacobsen, klosterforvalter for Roskilde Kloster, for at gøre opmærksom på denne rapport og stille både den og det tilhørende billedmateriale til disposition for forfatteren.

[5] Bent Hacke og Mette Hacke: restaureringsrapporten

[6] Farve dias og sort/hvide fotos opbevares sammen med restaureringsrapporten hos Kunstkonserveringen Vest i Silkeborg.

[7] H. D. Schepelern: Portrætsamlingen i Odense adelige Jomfrukloster, Nationalhistorisk Museum, 1959, s.55.

[8] Forfatterens e-mail korrespondance 27.-28. oktober 2021 med Seniorforsker og førstekonservator ved Statens Museum for Kunst, Troels Filtenborg.

[9] Kendes også under navnene Gemperlie, Gemperlin og Kamperle. Aktiv i Danmark fra 1577 til ca. 1601.

[10] Kendes også under navnene Samfleet eller Sandfeldt,. Aktiv i Danmark fra 1567 til i hvert fald 1581.

[11] For eksempel portrætterne af Edel Hardenberg 1580, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot, Birgitte Rosenkrantz 1585, Gaunø, Ide Ulfstand 1585, Gaunø.

[12] Hvad der umiddelbart ligner et ”T” tolker forfatteren som et beskadiget ”F”.

[13] Et eksempel er et portræt af Karen Ottesdatter Gyldenstjerne fra 1576, hvor et ”K” for”Karen” står på kongesiden af hjelmprydelsen, mens ”G. O” på damesiden står for ”Gyldenstjerne Ottesdatter”. Rosenholm.

[14] H. D. Schepelern: s.55.

[15] Den Store Danske: Birgitte Gøye https://denstoredanske.lex.dk/Birgitte_G%C3%B8ye .

[16] Anne Hardenberg epitfium 1577, Sankt Bendts Kirke, Ringsted, Karen Gyldenstjerne epitafium 1578, Uth Kirke, Mette Rosenkrantz 1579, fløj på husaltertavle, Gisselfeld.

[17] Edel Hardenberg, 1580, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot og Ide Ulfstand, 1585, Gavnø. Begge portrætter tilskrives Tobias Gemperle.

[18] Edel Hardenberg 1580 ligsten i Horne Kirke, (formodentlig) Christence Nielsdatter Rotfeld 1582 ligsten i Højslev Kirke, Karen Henriksdatter Friis 1584 ligsten i Ørsted Kirke, Birgitte Bølle 1585 ligsten og epitafiefigur i Gunderslev Kirke og Ide Ulfstand 1585, malet enkeportræt, Gavnø.

[19] Anne Rosenkrantz ca. 1575, ligsten, Rasted Kirke og Anne Hardenberg 1577, epitafium Sankt Bendts Kirke, Ringsted.

[20] Karen Rønnow ca. 1576, ligsten, Norra Vram Kirke og Karen Gyldenstjerne 1578, epitafium, Uth Kirke.

[21] Sophie Bille 1600, epitafium, Visborg Kirke og Dorte Lange 1600, portræt, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot.

[22] Eksempler er Mette Rosenkrantz, 1579, fløj på husaltertavle, Gisselfeld, Edel Hardenberg 1580, portræt, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg Slot, Mette Urne 1581, ligsten, Århus Domkirke, Ide Ulfstand 1585, Gavnø.

[23] H. D. Schepelern: hele bogen.

[24] Troels Lund, Dagligliv i Norden i det sekstende aarhundrede Bind XII, Nordisk Forlag, Fjerde udgave, s. 220 og 224.

[25] Information fra en samtale mellem forfatteren og konservator Lisbeth Havn, Kunstkonserveringen, Silkeborg

[26] Ibid.


Fig. 15. Bydelsbak våbenskjold. Detalje af fig. 3.	Fig. 16. Billedet i fig. 15 med opstregning af spor.

Fig. 17. Afdækkede rester af Bydelsbak våbenskjold 1992.	Fig. 18. Billedet i fig. 17 med de optegnede spor fra fig. 16.


Fig. 22. Karen Steensdatter Gøye, Vor Frue Kirke, Skive.	Fig. 23. Pernille Mogensdatter Gøye, Gunderslev Kirke.	Fig. 24. Albrecht Gøye, Nationalhisto-risk Museum, Frederiksborg Slot.

Fig. 25. Eskild Gøye, Sankt Mortens Kirke, Næstved.	Fig. 26. Pernille Gøye, Genarp Kirke, Skåne.	Fig. 27. ”Birgitte Gøyes posthume enkeportræt” under restaurering.


Fig. 28. Våbenskjoldet for slægterne Høeg og Banner.	Fig. 29. Høegs og Banners deling sammenlignet med Gøye våbnet.	Fig. 30. Våbenskjoldet for slægten Daa.

Fig. 31. Våbenskjoldet for slægten Galskyt.	Fig. 32. Daas og Galskyts deling sammenlignet med Gøye våbnet.


Fig. 33. Gøye våbnet sammenlignet med linjerne fra fig. S.	Fig. 34. Rosenkrantz våbnet sammenlignet med linjerne fra fig. S.	Fig. 35. Ulfeldt våbnet sammenlignet med linjerne fra fig. S.	Fig. 36. Steen våbnet sammenlignet med linjerne fra fig. S.