Ring Kloster

Ring Kloster var et kloster for benediktinernonner. Det blev formodentligt grundlagt engang i løbet af 1100-årene, men nævnes ikke i overleverede kilder før år 1203.

Ring Klosters jordegods lå meget spredt og var beliggende i et stort antal forskellige sogne og herreder. I løbet af middelalderen udviklede Ring Kloster sig til en betydelig økonomisk institution, der modtog omfattende indtægter fra forskellige former for jordtilliggender, herunder blandt andet gårde, vandmøller, skove, ålegårde og lignende. Omkring år 1500 rådede Ring Kloster over 10.000 tønder land fordelt over det meste af Jylland.

Om klostrets udseende i dets tidligste tid vides intet med bestemthed. Meget tyder på, at der omkring år 1300, på grund af en mindre brand og fugtskader forårsaget af stigende grundvandsstand, blev foretaget en omfattende renovering af klosteranlægget. I den efterfølgende periode fra ca. 1300 til 1430, har klostrets bygninger sandsynligvis bestået af fire fløje, hvoraf de tre var opført i bindingsværk, mens den fjerde udgjordes af en stenkirke. Derudover var der til klostret opført to separate munkestenshuse, begge med kælder. Kort før december 1430 hærgedes klostret af endnu en brand, i denne omgang mere voldsom og ødelæggende end tidligere. Efter branden genopførtes det firfløjede klosteranlæg i munkesten med en indvendig korsgang. I bygningens nordfløj var der bryggers, køkken, systue, værksteder og skole, mens østfløjen var embedsboliger. I syd- og vestfløjen var der henholdsvis klosterkirke samt dormitorium/soverum med direkte adgang til kirken.

I forbindelse med reformationen ændredes klostrets status. Klostrets gods blev i 1532, da klostrets prior Claus Gjordsen døde, inddraget under kronen, og efterfølgende forlenet til en af tidens helt store godsejere, Mogens Gøye. Senere overgik klostret til Mogens Gøyes svigersøn Herluf Trolle, der samtidig skulle stå for de tilbageværende nonners underhold. I 1571 blev klostergodset lagt under Skanderborg len.

I en periode mellem ca. 1610 og 1623, blev klostrets bygninger anvendt som ladegård under Skanderborg Slot, indtil Christian IV i 1623 besluttede at bortforpagte klostret til formuende bønder. I forbindelse med opmålingerne til Christian V’s matrikel i 1680erne, blev klostret nu udlagt som ryttergods. I 1715 beboedes det tidligere kloster af amtmand Jørgen Grabov. Klostret nedbrændte imidlertid, og han opførte i stedet fire gårde på det tidligere klosters besiddelser.

De nuværende bygninger på stedet stammer fra slutningen af 1800-årene. Til byggeriet er anvendt materialer fra den gamle klosterbygning og dens tilhørende kirke. I 1854, blev den nye hovedbygning udbygget med en ekstra etage, og den indrammede sammen med to lave stråtækte sidefløje, en lille gårdsplads. På gårdspladsen er der fundet gamle begravelser og murrester fra klostertiden. I 1973 blev hovedbygningen nedrevet og erstattet med en nybygning. Bygningerne var på det tidspunkt forfaldne, men blev istandsat i 1980.

Læs mere her:
https://www.museumskanderborg.dk/ring-kloster-1
https://historiskatlas.dk/Ring_Kloster_(9838)
https://trap.lex.dk/Ring_Kloster
http://www.skanderborgleksikon.dk/index.php/Ring_Kloster