Transport

“Birgitte Gøye – på vej”

Af Palle Birk Hansen

Introduktion:

Abstract: Som adelsfrue rejste Birgitte Gøye jævnligt mellem sine mange adresser, hvoraf nogle var private, andre var kongelige len. Hun rejste også til Nordtyskland. Hvordan foregik hendes rejser i praksis? Vejnettet var udfordrende at benytte og det var farefuldt at krydse Storebælt og Lillebælt. Både Birgitte Gøye og Herluf Trolle rejste meget og de bad for at komme sikkert gennem sejlturen og for at komme godt frem. Rejserne var tidskrævende og forbundet med farer både til lands og til vands. Hun rejste i hestevogn og med skib. Fru Birgitte havde forskellige slags transportmidler til sin rådighed.
/Trine Bie Olsen

Som adelsfrue i Danmark i 1500-årene havde Birgitte Gjøe et helt generelt problem, som hun delte med sine jævnbyrdige i samtiden: nemlig at hun som ejer af mange godser havde et stadigt behov for at rejse fra den ene ejendom til den anden, samtidig med at hendes jordbesiddelser lå spredt over hele Danmark. Hertil kom så rejser til udlandet, som kunne være nødvendige, ikke for at rejse som turist, men for at møde bestemte mennesker eller ordne bestemte forretninger.

De rejseformer, som stod til hendes rådighed, var følgende:
Fru Birgitte kunne rejse med hestevogn, som ville være den gammeldags, stive fruervogn, udviklet ca.1300, eller den deraf udviklede lukkede rejsevogn, kaldet hængende karm, med fast himmel (ca. 1450-1700). 1Schovsbo 1918 s. 112. Tak til Per Ole Schovsbo for gode råd, tilbageværende fejl er alene mine. Begge vogntyper var tunge og blev trukket af fire heste. Køresvenden red på den nærmeste hest i venstre side. Uanset var det en hård og strabadserende rejseform. Havde hun været en mand, havde hun kunnet inddrage ridning i sine rejseformer, men det var næppe en realistisk rejseform for Birgitte Gjøe.

Fruervogn, sandsynligvis bygget i Kolding i 1560 til prinsesse Dorotheas bryllup i 1561 med
hertug Wilhelm den Yngre von Braunsweig-Lüneburg og igen til dennes datter Margrethes
bryllup med hertug Johann Casimir von Sachsen-Coburg i 1599. Vognen er uden buk,
køresvenden sidder på en af hestene.

Foto: Veste Coburg, Tyskland.

1500-tallets vejnet
Det vejnet, der ventede fru Birgitte i hendes hestevogn, lod meget tilbage at ønske i forhold til i dag.
Hjulspor over lange stræk, afløst af ubefæstede eller befæstede overgange eller i bedste fald ligefrem broer over vandløb var det, der ventede.
Caspar Paslich var godsejer på Rønnebæksholm fra 1571. Han og fru Birgitte må have kendt hinanden. Fra hans dagbog kender vi en af farerne ved landtransporten, nemlig løbske heste. Vi kan i dagbogen følge, hvordan de yngre mænd red, når familien Paslich skulle rejse mellem Rostock og Rügen, medens børnene og resten af selskabet kørte i vogne forspændt heste, som Fanden pludselig kunne tage ved. Så gjaldt det om at få dem under kontrol, før vognen væltede og passagererne kom alvorligt til skade eller direkte døde. Det har ligget i alles baghoveder, ganske som den konstante risiko for en fatal kollision plager den moderne trafikant. To gange oplevede Paslich, at hestespandet løb løbsk, men heldigvis endte begge amokløb godt!
Paslich blev begravet i Sct. Peders Kirke i Næstved, da han døde i 1597. 2paslich.dk

Ring Kloster på den anden side af de to Bælter
Skulle fru Birgitte fx fra Næstved og Herlufsholm til sit len Ring Kloster ved Skanderborg, så skulle hun både over Storebælt og Lillebælt. Hvordan sikrede hun sig at have kørelejlighed, når hun nåede over Storebælt? Vognen sendte hun sikkert retur fra Korsør. Hun kunne naturligvis sende en kurér i forvejen og bestille en vogn med køresvend fra Nyborg over Odense til Middelfart, hvorefter hun havde samme problem, for hun var igen afhængig af en vogn på Jyllandssiden. Fattigfolk havde det lidt nemmere, for de kunne bare vandre videre, når de gik af færgen. Det krævede solide sko, men de bestemte i det mindste selv farten.

Rekonstrueret fruervogn, Slesvigske Vognsamling.
Foto: Historie Haderslev

Abbed Jeips regnskaber vækker spørgsmål til live
Vi ved fra abbed Jeips regnskaber i 1470’erne, at Skovklosters abbed havde sin egen bevæbnede garde, som han sendte afsted, når der skulle fragtes penge og andre værdier. Garden i støvler var bevæbnet med sværd og armbrøst. Birgitte havde de samme bekymringer, når hun skulle indkræve sine afgifter af de mange gårde, som hun fik sine indtægter fra, men vi ved intet om, at hun skulle have sin egen garde, vi kan kun spekulere over, hvordan hun fik sine penge sikkert i hus. Men der er ingen tvivl om, at hun har haft ansatte til dette arbejde.

Rejse til vands
Rejse til søs med båd eller skib. I de danske farvande ville det formodentlig ofte dreje sig om et mindre, skudeagtigt fartøj, hvor adelsdamen kunne glemme enhver tanke om en kahyt. Et lastrum under dæk ville nok være højden af komfort.

Næstved-Horsens-Ring
På den rette årstid kunne fru Birgitte selvfølgelig vælge at alliere sig med en skipper i Næstved og få ham til at sejle sig til Horsens, hvorfra der er forholdsvis kort vej til Ring, ca. 20-25 km, som snildt kunne klares på en dag. Men hvor lang tid ville det tage at sejle gennem Smålandsfarvandet, Storebælt og nord om Fyn? Man kunne være heldig – eller uheldig. Vind og strøm bestemte.

Rejsen til Lübeck
Skulle hun på langfart til Lübeck eller andetsteds i Østersøområdet, kunne større skibstyper som en gammel kogge eller nyere kravelbyggede typer komme på tale, men så skulle hun udskibe sig fra en havn med passende dybgang eller færges ud på reden.

Næstved-Præstø-Malmø Trelleborg eller Ystad
Gik turen til Skåne, og hun opholdt sig i Næstved, var der den oplagte mulighed, at hun tog en dagsrejse over land til Præstø, som var Skovklosters ældgamle udskibningshavn mod Skåne og Skanørmarkedet. Fra Præstø kunne hun udskibe sig direkte til Malmø, Trelleborg eller Ystad.

Vejret og den sikre rejse
Under alle omstændigheder skulle hun hertil lægge bekymringer over vejret: Regn, storm, sne, slud, hagl. I sommerhalvåret kunne hun naturligvis opleve magsvejr i sol eller skyet, men også regn. Der er ikke noget at sige til, at vi stadig ønsker hinanden ”far vel”, som betyder ”rejs godt!”. eller som englænderne siger: ”Safe journey”, ”sikker rejse”.

Kun få kilder til nutidig viden om landtransport
Der er ikke mange, som har beskæftiget sig med landtransport på Birgittes tid. Troels Lund og Hugo Matthiessen har naturligvis gjort det som vore klassiske kulturhistorikere. Alex Wittendorf har skrevet om landevejene, de gamle ”kongens hærveje” og de almindelige alfarveje. Også de lidt senere kongeveje, udrettede og delvis befæstede, som var helliget kongen alene. Men de var stadig fremtid på Birgittes tid, kom først til i 1580’erne.

Broer
Broer er et kapitel for sig. Fra vikingetid ved vi, at broer kunne være resultat af private investeringer, som gav stor prestige i samtiden. At investere i en solid træbro eller i færre tilfælde en stenbro sikrede en plads i folks bevidsthed. Men i mange tilfælde var der ingen bro, og rejsen gik derfor gennem det pågældende vandløb. Det var derfor heller ikke ligegyldigt, på hvilken årstid man skulle passere vandløbene. Om foråret under vårflom var det ingen spøg, som regel lettere om efteråret. Ikke tilrådeligt om vinteren overhovedet.

Per Ole Schovsbo har arbejdet intenst med de vogne, som bar al trafik fra oldtid til nyere tid. 3Schovsbo 2018.
Han har således også studeret de gammeldags, middelalderlige fruervogne, som nok har været det almindeligste køretøj for Birgitte, til de nye kuskevogne med bedre affjedring og stor kaleche dukkede op og gav noget mere komfortabel transportmulighed for adelsfruer og andet godtfolk.

Bagagen: et kapitel for sig
Det er værd at huske, at fru Birgitte som regel ville rejse med en del bagage. Det var normalt, at adelsfolk i kister og kurve medbragte en del af det bohave, som var nødvendigt for at opholde sig på den aktuelle herregård, som rejsen gjaldt. Gennem fru Birgittes inventarier har vi et billede af, hvad den enkelte lokalitet kunne rumme på permanent basis. 4Rasmussen 1974. Resten måtte Birgitte have med sig, så en rejse har haft karakter af en mindre karavane med en eller flere transportvogne udover vognen, der rummede fru Birgitte. Dertil de nødvendige folk.

En dagsrejses længde og netværkets betydning
Der var grænser for, hvor langt fru Birgitte kunne komme på en dag. Vi kan regne med dagsrejser på formodentlig omkring 30 km, så skulle der overnattes. Hestene skulle have tanket op med vand, foder og hvile. Der var endnu få herberger, som var forbeholdt borgere og handelsfolk. Eneste realistiske mulighed for en adelsfrue var at køre ind om slægt og venner på herregårde, der lå på ruten. Det var en belastning for de ”bedst” beliggende herregårde, men et fælles vilkår for alle. Uden netværk ingen komfort.

Et eksempel
Vi har kilder fra Herlufsholm, som belyser disse overnatninger. Et godt eksempel er ugen omkring 1. september 1585, hvor der i regnskabet noteres følgende ”Fremmede”: Arild Huitfeldt selvfemte (med fire ledsagere) i 2 dage, fru Lisbeth Friises selvsjette (med fem ledsagere) i én nat, to af fru Elsebets drenge på Gjorslev én nat, tre af Steen Brahes karle én nat og jomfru Margrete Skrams selvsjette én nat. 5Dahlerup 1975 s. 81.

Alternativ rejserute
Tidligere i artiklen er jeg gået ud fra som givet, at fru Birgitte ville rejse over korsør på vej til Fyn. Men der er faktisk en god mulighed for, at hun ville have taget turen over Skælskør, som i flere århundreder lå i konkurrence med Korsør om at være det vigtigste overfartssted. Turen over Skælskør havde den fordel, at den ville gå via herregården Bråde (senere Trolholm, i dag Holsteinborg), som Birgittes svoger, Herluf Trolles lillebror Niels Trolle havde fået i mageskifte af kongen i 1562. Så fra 1562 og frem til Birgittes død i 1574 var det en oplagt mulighed for overnatning i familiens skød. Niels Trolle døde først i 1582.

Rekapitulation
Vender vi tilbage til fru Birgittes tænkte rejse fra Næstved til Ring Kloster, så betyder alle antagelserne, at det må have taget et par dage at komme til Korsør, mindst to dage over Fyn, et par dage til Ring Kloster, hertil sejladserne over bælterne, alt i alt mindst en uge fra Næstved til Ring. Så er der kun knapt 51 uger tilbage af året! Og nu trængte fru Birgitte alvorligt til at hvile ud, før rejsen kunne fortsættes retur eller til en anden adresse. At rejse var ingen spøg!

Litteratur

Dahlerup, Merete: Herlufsholm Frie Skoles Regnskab 1585-86, København 1975
Dahlerup, Merete: Skovklosterregnskaberne 1467-1481, København 1993.
Jørgensen, Mogens Schou: Infrastruktur før 1800, de kulturhistoriske interesser i landskabet, Skov og Naturstyrelsen 1997 s. 173-186.
Matthiessen, Hugo: Gamle Gader, København 1917.
Matthiessen, Hugo: Viborg-veje, Studier og Vandringer, København 1933.
Matthiessen, Hugo: Hærvejen, København 1944.
Rasmusen, Holger: Birgitte Gøyes Enkestand, med inventarium, Wormianum 1974
Schovsbo, Per Ole: Hestevogne på landet, Haderslev 2015.
Schovsbo, Per Ole: Landtransport i Danmark – vogne og veje fra 1100-1800, Haderslev 2018 (med udførlig, opdateret litteraturliste).
Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede, bind 1, 1879-1901, 6. udgave v.
Erik Kjersgaard 1968, afsnittet Rejse i Norden s. 159 – 203.
Wittendorff, Alex: Alvej og Kongevej, studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede, Københavns Universitet 1973


Noter

  1. Schovsbo 1918 s. 112. Tak til Per Ole Schovsbo for gode råd, tilbageværende fejl er alene mine.
  2. paslich.dk
  3. Schovsbo 2018
  4. Rasmussen 1974
  5. Dahlerup 1975 s. 81