Dronning Dorothea

Af Vivi Jensen

I 1525 blev Dorothea af Sachsen-Lauenburg gift med Hertug Christian af Slesvig og Holsten. Hun var datter af Hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg og hustruen Kathrine af Braunschweig-Wolfenbüttel, og hun var 14 år gammel, da hun blev gift med den 22-årige Hertug Christian af Slesvig og Holsten – en meget ung brud, synes vi i dag, men dengang var det helt normalt. Ægteskabet var naturligvis arrangeret, for fyrstebørn måtte ikke gifte sig under deres stand, og Dorothea gjorde et glimrende parti. Christian var ældste søn af Frederik 1, der i 1523 var blevet valgt til konge af Danmark og Norge efter at brodersønnen Christian 2. var blevet afsat og fordrevet fra riget, og dermed var der udsigt til, at hun med tiden kunne blive dronning. Helt sikkert var det dog ikke, for Danmark var et valgrige, og Frederik havde endnu to sønner, Hans (den Ældre) og Adolph. Det var dog praksis, at rigsrådet valgte den ældste søn, så fremtidsudsigterne var gode.

Parret fik tildelt Haderslev og Tørning amter, og de bosatte sig på Haderslevhus, hvor Dorothea skulle styre husholdningen. Det er svært for os at forestille sig en så ung pige på den plads, men Dorothea har fra hun var ganske lille vidst, hvad der forventedes af hende, og hendes opdragelse og uddannelse havde haft til formål at forberede hende på at blive en fyrstes hustru. Desuden har hendes mor givetvis sørget for, at hun fik en dygtig hofmesterinde med sig.  

I dag mener vi, at et ægteskab bør være baseret på forelskelse og kærlighed; men det synspunkt hører en langt senere tid til. Det udelukker naturligvis ikke, at Dorothea og Christian kan have elsket hinanden, men det er egentlig ikke relevant. Det vigtige var, at de kunne leve sammen i gensidig respekt og deles om de opgaver, der tilfaldt dem, samt at der fødtes arvinger i ægteskabet. Det sidste lod dog vente på sig. Først efter syv år kom det første barn, en datter, der fik navnet Anna, og i 1534 fulgte den senere Frederik 2. På det tidspunkt havde situationen ændret sig afgørende, for året før var Kong Frederik 1. død, og kampen om, hvem der skulle efterfølge ham, var i fuld gang. I første omgang var kongevalget blevet udsat et år, for magtfulde kredse i rigsrådet var modstandere af at vælge Christian, der var overbevist lutheraner. Allerede i 1526 havde han lagt sig ud med den katolske kirke ved at reformere sine sønderjyske områder, og ingen var i tvivl om, at det samme ville ske i hele riget, hvis han blev konge. Resultatet af rigsrådets tøven blev to års borgerkrig, den såkaldte ”Grevens Fejde”, der afsluttedes i sommeren 1536 med en sejr til Christian 3.

Da magten var sikret, havde kirkens nyordning højeste prioritet, og Christian bad derfor Martin Luther om at sende en teolog, der kunne hjælpe med at udarbejde en ny kirkeordning. Det blev Johann Bugenhagen, og det blev også ham, der kom til at krone kongeparret. Højtideligheden fandt sted i Københavns domkirke 1. august 1537, og det, der den dag blev sagt til Dorothea, blev en rettesnor for alt, hvad hun senere i livet foretog sig. Hun har uden tvivl ment, at det var Gud selv, der havde talt til hende gennem Bugenhagen, og hendes valgsprog blev da også ”Alles von Gott” – Alt af Gud.

Essensen af kroningstalerne var, at kongeparret ”skulle være som en fader og moder for deres folk og regere med mildhed, nåde, trøst, glæde og hjælpsomhed” ¹Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 348 . Dronningen skulle bestræbe sig på at blive som de dronninger og fyrstinder, der havde ”beskyttet de ulykkelige og fortrykte, trøstet de bedrøvede, hjulpet de fattige, ikke havde tilladt herrer eller knægte at øve vold, og ofte omvendt deres konge eller fyrste fra uretfærdig vrede og raseri; thi herrer kunne undertiden forløbe sig, og derimod kunne en fast og gudfrygtig kvinde udrette meget godt.” ²Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 348 Bugenhagen påpegede desuden, at ”der var de fruer, der forstod at lede deres fruerstue så godt, at en adelsmand blev glad, hvis han kunne få sig en jomfru derfra til hustru” ³Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 348 , og han pålagde hende at ”fremme det nådige regimente på en sådan måde, at det retfærdige styre dog ikke derved blev forhindret. Kvinder … kunne udrette meget ved bønner, formaninger, gråd og på anden måde, således at de somme tider kunne tage sværdet ud af hånden på deres herrer”. ⁴Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 348 Endelig skulle hun ”passe på at lade nådens sol skinne ikke blot på adelige og store herrer, men også på fattigfolk.” ⁵Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 348

I den mere generelle del af kroningstalen havde Bugenhagen med en henvisning til Salomons Højsang sagt, at ”når Gud gav en glædens time … som nu ved denne kongelige fest, måtte vel alle have lov at spise og drikke, også så meget, at man glemte sine bekymringer og blev særlig glad”. ⁶Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 324-325 Den opfordring blev utvivlsomt fulgt, for i de følgende 12 dage blev der spist og drukket og danset på Københavns Slot, og til gæsternes og folkets underholdning var der ridderturneringer på pladsen foran rådhuset.

Dronning og mor

Da de sidste gæster omsider forlod hovedstaden, vendte Dorothea, der nu kunne kalde sig ”af Guds nåde dronning til Danmark og Norge og de venders og goters, født til Sachsen, Engern og Westphalen, hertuginde af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, grevinde af Oldenburg og Delmenhorst”, tilbage til hverdagen i kvindernes afdeling på Københavns Slot, hvor hun havde selskab af udvalgte fruer af den danske adel og af unge frøkner, der skulle lære, hvad der ventedes af dem, når de selv blev fruer. Den fruerstue, som Bugenhagen havde nævnt, var således allerede en realitet.

Desuden havde Dorothea ansvaret for at opdrage sine børn. I dag ville det være en selvfølge, men dengang var det regelen mere end undtagelsen, at fyrstelige og adelige børn blev opdraget hos slægtninge, ofte bedsteforældre, men tanter og onkler var også en mulighed. Kongeparret valgte imidlertid at beholde børnene hos sig, givetvis fordi de ville sikre sig, at det blev Luthers rene lære, der kom til at præge dem.

I begyndelsen var der kun Anna og Frederik, men i 1540 fulgte endnu en søn, den, der skulle være i reserve som tronfølger. Danmarks var ganske vist et valgrige, men belært af borgerkrigen var det blevet indført i Christian 3.s håndfæstning, at han skulle efterfølges af sin ældste søn, og hvis han var død forinden, af en yngre søn, hvis der var en. Det var der så nu, og han fik navnet Magnus efter sin morfar. Fem år senere fulgte endnu en søn, i familien kaldet Johann, men i danmarkshistorien kendt som Hans den Yngre. Året efter, i 1546, fødte den nu knap 35-årige Dorothea parrets sidste barn, en datter, der fik sin mors navn.

En af de vigtigste opgaver, en dronning havde, var at arrangere ægteskaber for sine børn. I 1548 lykkedes det at få Anna trolovet med den senere Kurfyst August af Sachsen, og i 1561 fik dronningen, der nu var enke, arrangeret et ægteskab mellem sin yngste datter og Hertug Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg. De to søstre havde arvet deres mors faste vilje og urokkelige lutheranske tro, og selvom der af og til var en kurre på tråden, forblev forholdet mellem mor og døtre godt. De fødte hver 15 børn, og mens der af Annas kun var fire, der nåede voksenalderen, overlevede alle Dorotheas, hvilket var næsten lige så slemt, for sønner skulle arve, og døtre have medgift. Men det er en anden historie!

Enkedronningen og den unge konge

Indtil Christian 3. døde nytårsdag 1559, stod Dorothea loyalt ved hans side, og hun var uden tvivl vant til, at kongen drøftede både verdslige og kirkelige anliggender med hende. Hun havde givetvis forestillet sig, at deres ældste søn, der nu var blevet konge i en alder af 24 år, ville få brug for den livserfaring og indsigt i politiske sager, hun som sin mands fortrolige gennem årene havde opbygget; men det skulle komme til at gå ganske anderledes.

Allerede før han blev konge, havde Frederik lagt afstand til sin mor, og han var ikke til stede ved faderens dødsleje på Koldinghus. I dagene op til jul havde Dorothea ellers adskillige gange skrevet og fortalt, hvor dårligt det stod til og tryglet ham om at komme så hurtigt som muligt, for ”det vedkommer også dig selv”, som hun skrev på en seddel, der blev indlagt i et brev, der var dikteret til skriveren 21. december. ⁷Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 19 og 20 .

Årsagen til den misstemning, der herskede mellem mor og søn, berørtes i et brev, som dronningen sendte til Frederik d. 27. december. Forinden havde hun fået et brev, der åbenbart havde drejet sig om hans kærlighed til Anne Hardenberg, der var en af den de adelsfrøkener, der opholdt sig ved moderens hof. Vi kender ikke ordlyden, men i sit svar fraråder Dorothea ham på det indstændigste at gøre mere ved den sag – ”jeg ved, at du har et så ærligt og retfærdigt gemyt, at du ikke vil hindre hendes lykke”, skriver hun ⁸Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 22, s. 84 , idet hun her hentyder til, at Anne siden hun var 5 år havde været trolovet med adelsmanden Oluf Mouritzen Krognos; men det egentlige problem var, at et ægteskab mellem Frederik og Anne ville sætte kongefamiliens møjsommeligt erhvervede internationale accept af slægtens ret til riget over styr, og en søn i et sådant ægteskab ville næppe kunne opnå rigsrådets støtte ved et fremtidigt kongevalg. Hvad Anne selv mente om sagen, ved vi ikke, men hun forblev i dronningens tjeneste indtil dennes død i 1571, og da hun året efter fik at vide, at Frederik skulle giftes med sin 13-årige kusine Sophie af Mecklenburg, gav hun i et brev til en veninde udtryk for lettelse. Kort efter blev hun endelig gift med sin barndoms trolovede.

Den modsætning mellem mor og søn, der her tegnede sig, blev kun værre med årene, og trods utallige forsøg blev Dorothea aldrig forsonet med sin søn, for der var andet end hans kærlighed til Anne, der stod de to imellem. Problemet var, at Dorothea aldrig lærte at acceptere, at han som konge måtte give rigets interesser første prioritet, også når de kolliderede med hendes og med hans brødres. Som en førstegenerations-omvendt, der ligesom sin mand havde fundet det, der efter deres mening var den eneste rette tro, var hun fundamentalist. Hun var af den faste overbevisning, at det, hun betragtede som det rette, også var Guds vilje, og gennem alle årene overdængede hun ham med brev efter breve, hvori hun i ordrige og evigt gentagne vendinger fortalte ham, hvordan han burde handle – ikke for hendes, men for sin sjæls frelses skyld.

Enkeltvis kan brevene ses som smukke vidnesbyrd om moderkærlighed og omsorg, som f.eks. dette uddrag fra sommeren 1564, hvori hun bebrejder Frederik, at han har sat sin bror Magnus under administration i Estland, hvor han var hertug: ”Nu kan Vi ved den almægtige Gud som kender alle hjerter bevidne, at Vi hellere ville være denne henvendelse til Eders Kærlighed foruden, og hellere ville ønske Os døden end stadig at skulle se på, hvordan et par kære brødre, der begge har hvilet under Vort moderlige hjerte, står hinanden imod i uvenskab og modvilje. Thi Vi er moder, og af daglig erfaring oplever Vi, at der ikke kan vederfares forældre nogen større hjertesorg og kummer på denne jord end fjendskab mellem børnene, for af det følger Guds gruelige vrede og evige fordømmelse.” ⁹Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 121, s. 176 Havde brevet været en engangsforeteelse, ville Frederik måske have ladet sig røre, men han havde hørt variationer over det samme tema så mange gange før, at han givetvis for længst var blevet immun over den form for argumentation.

Helt galt blev det, da Dorothea forsøgte sig med at føre udenrigspolitik bag kongens ryg. Det skete i forbindelse med Syvårskrigen med Sverige i årene 1564-1571, hvor hun i et forsøg på at stifte fred – at ”tage sværdet ud af hånden på herrer” (4) – indlod sig i korrespondance med sin søstersøn Kong Erik 14. af Sverige. Når hun engagerede sig så stærkt i denne sag, skyldtes det, at to fætre efter hendes mening slet ikke burde føre krig mod hinanden, men i stedet leve som brødre. Desuden havde deres fædre, Christian 3. og Gustav Vasa, i 1541 indgået en 50-årig fredstraktat, og ved at bryde den, forbrød de unge konger sig mod det fjerde bud, der siger ”Du skal ære din far og din mor”. Dermed satte de deres sjæles salighed over styr, og selvom Dorothea også havde øje for de ulykker, krigen påførte de sagesløse undersåtter, gik sjælens salighed forud for alt andet. I et brev til Konge Erik 14. fra november 1564 giver hun udtryk for sin sorg og bekymring: ”Som blodsfrænde og trofast moster bekymrer det mig af hjertet, at Vor elskede søn og Eders Kærlighed som kristne, og dernæst som fætre og naboer står i et så svært fjendskab til hinanden, at I begge bringer både Eder selv og Eders lande og folk i fordærv og til sidst til grundløs undergang. Derfor, og fordi Eders Kærlighed er født af Vor kære hjertenselskede søster, Eders elskede fru moder, som Vi inderligt elskede frem for alle andre søstre, så nødes og bevæges Vi af det nære slægtskab og af kærlighed til Eders Kærlighed, således at Vi hermed endnu engang vover at skrive til Eders Kærlighed selv, uanset den sørgelige mistanke, som vil falde på Os fra Vor kære elskede søn Kong Frederik” ¹⁰Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 127, s. 184 .

Frederik kunne naturligvis ikke acceptere, at hans moder drev udenrigspolitik bag hans ryg, og hans modtræk var så vidt muligt at opsnappe og beslaglægge brevene; men det standsede hende ikke, for hun var overbevist om, at hun i denne sag gik Guds ærinde. På et tidspunkt tilbød hun oven i købet selv at rejse til Sverige og forhandle fred, hvilket kongen selvfølgelig afviste på det bestemteste, og han forbød hende at skrive til kong Erik, uden at brevene først var godkendt af ham selv. Dette fremkaldte et bittert svar, der afsluttes som følger: ”Og skal Eders Kærlighed være sikker på, at Vi ikke mere skal lade Os friste til at påtage Os noget besvær i denne anledning, da Eders Kærlighed, således som det fremgår af Eders brev, selv ved bedre råd.”¹¹Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 134, s. 193 Hvis det fik Frederik til at håbe, at han nu ikke ville høre mere om den sag fra sin mor, skulle han dog hurtigt blive skuffet, for med korte mellemrum blev hun gennem alle krigsårene ved med i lange, næsten enslydende breve at bebrejde ham, at han førte krig og at påpege krigens følger for befolkningen, ligesom hun til stadighed udmalede den fare, der truede hans egen udødelige sjæl, fordi han ved at føre krig i stedet for at søge freden syndede mod Guds bud. Hun må have vidst, at hun for hvert brev, hun sendte, skubbede ham længere og længere bort fra sig, men hun kunne ikke lade hensynet til sine følelser som mor komme i vejen for det, der var vigtigere end alt andet, nemlig sjælens frelse og det evige liv.

Allerede før krigen førte til det afgørende brud, havde Frederik holdt sig borte fra moderens enkesæde. Han mødte ikke op til festlighederne i forbindelse med sin yngste søsters udrejse til brylluppet med Hertug Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg i 1561, og heller ikke, da Hans den Yngre i 1568 fejrede sit bryllup med Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, fandt kongen anledning til at vise sig på Koldinghus. Til gengæld havde han sendt en overflod af vildt og vin, for han var aldrig karrig med gaver til moderens husholdning eller med at opfylde hendes ønsker, med undtagelse af det, der virkelig betød noget, nemlig at han selv ville besøge hende. Hun kunne og ville ikke tro, at hendes egen søn havde fravalgt hende, men tilskrev det onde menneskers bagtalelse, og gentagne gange bad hun om at komme på besøg. ”Skriv ikke, men kom selv” ¹²Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. 3, Kbh 1861, nr. 181, s. 45. , stod der ligeud i et brev, som hun sendte til ham i november 1567, men de mange forsøg på at opnå en forsoning var uden virkning, for hun var ude af stand til at gøre det, der skulle til, nemlig lade være at blande sig i hans og rigets anliggender.

De yngre sønner

Som nævnt var Frederiks to yngre brødre garanter for, at kongemagten kunne videreføres i en lige linje fra Christian 3., også hvis den ældste søn døde eller ikke efterlod sig mandlige arvinger. De var dog også et problem, for der skulle findes et passende underhold til dem. Kongeriget var udeleligt, men det gjaldt ikke for hertugdømmerne, og der var intet formelt i vejen for, at den kongelige del yderligere kunne opdeles. Hverken kongen, rigsrådet eller hertugdømmernes ridderskab ønskede imidlertid, at det skulle ske, og man søgte derfor løsninger uden for rigets grænser. Her åbnede der sig en mulighed i Estland, som Valdemar Atterdag havde solgt til Den Tyske Orden i 1346. Som følge af reformationen og nabomagternes pres var ordenen i en tilstand af opløsning, og efter længere tids forhandlinger lykkedes at erhverve et bispedømme, der omfattede øen Øsel og landskabet Wieck på fastlandet. Dertil erhvervede Magnus selv bispedømmet Kurland i det nuværende Letland, hvorved han blev en væsentlig magtfaktor i området.  

Det var ikke gejstlige pligter, men fyrstelig administration, der ventede i Livland, som det område, der nu er Estland og Letland, dengang hed, og Magnus fik derfor erfarne folk med sig hjemmefra. Alligevel blev det ikke nogen succes, for han kom hurtigt på kant med både sine rådgivere og sin bror, den danske konge, og han havde hverken evner eller økonomi til at manøvrere politisk og militært i et område, som blev hærget af russerne, der kæmpede med Polen-Litauen og Sverige om herredømmet over Livland og dets rige handelsbyer.

Dorothea var ikke blind for sin søns svagheder, og når hun hørte om det liv, han førte, lagde hun ikke fingrene imellem. 20. august 1561, mens hun ellers var travlt optaget af forberedelserne til festlighederne omkring datteren Dorotheas udrejse til brylluppet med Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg, tog hun sig tid til at diktere en længer skrivelse til Magnus, hvori han fik både læst og påskrevet. Når hun ellers skrev til sine børn, benyttede hun altid deres fyrstelige titler, og hun var ”De’s” med dem på den måde, at hun kaldte dem ”Eder” og ”Jer”, og når vi ville skrive ”mit kære barn”, skrev hun ”Eders kærlighed”. I dette brev understregede hun imidlertid sin vrede ved at slå over i ”du” og i en trussel om at slå hånden af ham: ”og derfor skal din kærlighed, da du ikke vil følge dette råd, til enhver tid have en unådig fru moder, og hverken komme til Vort hus eller hof.” ¹³Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 60, s. 144-145

Formaninger var dog spildt på Magnus, og Dorothea holdt da heller aldrig op med at tale hans sag; men hun havde ingen illusioner om, hvordan det gik til i Livland. I november 1562 skrev hun således: ”Kære søn, jeg beder dig for Guds skyld, hold dog op med din onde livsførelse, Gud vil evigt straffe dig, hvis du ikke holder op med dit drikkeri og anden skændsel og fordærv, for det, du gør, vil komme tilbage til dig. Kære søn, hvad mennesket ikke ser, det ser Gud, der kender alle hjerter, og han vil ikke lade den gå ustraffet, som foragter hans hellige ord. Og der er sådan en lang tid i evigheden.” ¹⁴Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 87, s. 142

Da Frederik ikke ville øge hjælpen til sin bror, tog hun selv affære. I sommeren 1565 beslaglagde han et skib med madvarer, som Dorothea havde sendt, og det medførte et lang brev, der afsluttedes med følgende svada: ”Vi vil ikke opholde Eders Kærlighed med yderligere skriverier, men beder endnu engang moderligt og flittigt Eders Kærlighed om med alvor at bede Gud den Almægtige om fred og erkende, at Vi er en trofast moder, og for Vor skyld ikke fortørne Gud, thi det fjerde bud lader sig ikke udslette. Hvad Vi i Vor enfoldighed kan eller ved at udrette til gavn og velfærd for Eders Kærlighed og disse kongeriger, det skal intet andet på denne jord end Guds vælde afholde Os fra.” (15). Løftet om ikke at plage Frederik med yderligere skriverier holdt hun naturligvis ikke, for det var hende ikke muligt at give op, når hun mente, at hun gjorde det rette.

Hun søgte flere gange at arrangere et ægteskab for Magnus, både for at skaffe ham allierede og for at få hans uordentlige liv ind i fastere rammer, men da det endelig så ud til at lykkes, døde den udvalgte brud, Sibylla af Pommern. Dorothea levede ikke længe nok til at opleve, at Magnus for ikke at miste sit hertugdømme måtte alliere sig med Rusland, og derfor i 1573 giftede sig med Marija Vladimirovna, der var en slægtning af Tsar Ivan den Grusomme.

Det har uden tvivl været en sorg, at Frederik stædigt nægtede at gifte sig, så riget kunne få en arving; men Dorothea var ikke den, der sad passivt hen. Hun var klar over, at deres forhold var sådan, at hun ikke skulle blande sig direkte, så det overlod hun til Anna, der fra Sachsen søgte at bearbejde broderen; men samtidig arbejdede hun internt på en plan B. Hun har givetvis indset, at Magnus næppe ville være acceptabel, så i stedet satsede hun på Hans, og straks efter kongens død begyndte hun at virke for hans interesser. Planen var at beholde ham i riget, så han var for hånden, hvis der blev behov for det. I mellemtiden måtte der findes et passende fyrsteligt underhold til ham, og som hun så det, kunne det kun blive en andel af den kongelige del af hertugdømmerne. Dorothea udtænkte derfor en snedig plan: Hun søgte at arrangere et ægteskab mellem sig selv og sin svoger, Hans den Ældre. Herved ville hun skaffe sig en magtfuld allieret i de kommende forhandlinger om arvedelingen, og hun har givetvis også øjnet en mulighed for, at Hans’ hertugdømme med tiden ville kunne overgå til Hans den Yngre. De lærde teologer, der fik planen forelagt, ville dog ikke godkende den, så Hans den Ældre forblev ungkarl, og Hans den Yngre måtte nøjes med et løfte om at få Als, Sundeved og Ærø efter moderens død, samt Plön, når Frederik 1.s enke, Sophie af Pommern, døde. Det eneste, han straks fik rådighed over, var det tidligere kloster Ahrensbök i det østlige Holsten, samt en årlig sum penge, indtil han kunne overtage resten. Han fik heller ikke lov til at deltage i hertugdømmernes fællesregering, hvilket i realiteten betød, at han nærmere blev storgodsejer end regerende fyrste.

Det søgte Dorothea at råde bod på ved at investere store summer i at indrette Sønderborg Slot til en passende bolig for en kongesøn og mulig tronfølger. Kronen på værket er det endnu bevarede slotskapel, hvor Christian 3.s og Dorotheas anetavler skulle overbevise enhver om, at Hans var født af kongelige forældre og dermed en værdig kandidat til tronen.

Da Hans i 1568 var blevet gift, stillede Dorothea slottet til rådighed for det unge par. Året efter blev deres første barn, en datter, der fik navnet Dorothea, døbt på Koldinghus. I 1570 fulgte en søn, der blev døbt Christian efter farfaderen, og hermed markerede man, ikke mindst over for rigsrådet, at der nu endelig var en mandlig arving i næste generation. Samme år flyttede Dorothea til Sønderborg, og her døde hun i oktober året efter. Til stede ved dødslejet var ud over Hans den Yngre og hans familie også Anne Hardenberg. Frederik 2. udeblev.

Den nådige dronning

I sin enketid viste Dorothea sig som en dygtig og foretagsom administrator i sit livgeding, dvs. de landområder, hvis indtægter skulle være hendes enkepension. Oprindeligt lå det på Fyn, men i 1548 blev det byttet med Randers, Kolding og Sønderborg med tilliggender, bl.a. fordi der her var passende residensslotte, som kongeparret efterfølgende investerede store summer i at modernisere.

Ved kroningen havde Bugenhagen pålagt kongeparret at støtte og hjælpe de fattige og oprette hospitaler, dvs. stiftelser for syge og gamle ¹⁶Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 315 . Selvom det officielt var kongen, der i 1558 og 1559 havde grundlagt hospitaler Randers og Kolding, er der næppe tvivl om, at det var dronningen, der stod bag, og i 1565 oprettede hun i selv et i Sønderborg. Hun var også blevet pålagt at bruge sine kræfter på at sikre, at der ”til Guds ords forkyndelse blev sørget for gode præster og skoler” ¹⁷Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. bilag til nr. 59 og 60, s. 118 , og i 1554 fik hun en fordrukken skoleleder ved latinskolen i Kolding udskiftet, ligesom hun i 1566 sørgede for, at skolen fik et nyt, grundmuret hus.

Samtidig søgte Dorothea løbende at forbedre sine indtægter. I 1556 byggede hun en mølle ved Dronningborg i Randers, og sine sidste enkeår igangsatte hun et stort anlagt møllebyggeri i Kolding.  Fra 1567 investerede hun desuden store summer i et forsøg på at anlægge en saltværk ved Harte nordvest for Kolding, men produktionen var skuffende, og efter hendes død blev projektet opgivet.

Som residensby havde Kolding en særlig status, hvilket bl.a. viste sig i krigsårene, hvor hun gang på gang ansøgte om, at byen måtte slippe for særskatter, indkvartering af lejetropper og udskrivelse af mandskab. Kongen var dog i de år så presset, at han næppe har haft mulighed for at give sin mor særbehandling.

Gennem alle årene glemte Dorothea aldrig Bugenhagens ord om, at hun skulle ”passe på at lade nådens sol skinne ikke blot på adelige og store herrer, men også på fattigfolk.” (5) Hvad enten det drejede sig om at få straffet en adelsmand, der havde voldtaget en ung pige fra Kolding, en købmands forsøg på at inddrive ubetalt gæld, en adelig enkes ret til jord eller en gammel trommeslagers mulighed for at blive boende i sin lille tjenestebolig også efter sin afgang fra tjenesten, søgte dronningen at gribe ind til fordel for den forurettede. Udfaldet kendes sjældent, men hvis der ikke havde været positive resultater, var hun næppe blevet ved, for dermed ville det have stået klart for alle, at hun nu var uden for indflydelse.

Det har givetvis været en tilfredsstillelse for Dorothea, at hun på den måde kunne leve op til den opgave, hun var blevet pålagt ved kroningen, men det har desuden været en måde, hvorpå hun kunne vise, at hun også efter Christian 3.s død havde magt og indflydelse. Da Frederik 2. ikke giftede sig før efter sin mors død, var hun også som enkedronning rigets førstedame, og det fik ingen lov at glemme. Som en af hendes jomfruer, Riborg Walkendorff, udtrykte det i et brev til sin bror: ”og haver Hendes Nåde befalet mig, at jeg skal skrive til dig, at du jo skal tænke på, hvor god Hendes Nåde har været både dig og os alle sammen.” (19)

Dorothea – helt eller skurk?

I Kolding og Sønderborg er Dorothea nærmest helgenkåret, og i Haderslev ser man hende som Hans den Ældres hemmelige kærlighed.  Virkeligheden er, at hun med en egenrådig, urokkelig bedreviden, der bundede i en sikker forvisning om, at hun kendte Guds vilje og derfor altid havde ret, selv skabte en meget stor del af de problemer, hun gennem alle enkeårene måtte kæmpe med.

Litteratur:

Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. 1. Kbh 1852-1855. Samlinger af Dronning Dorotheas Breve, nr. 1-151 s. 69-214. Samme, bd. 3, Kbh 1861, nr. 152-244, s. 3-104. Brevene er med få undtagelser skrevet på tysk, og de gengivne citater er oversat af denne artikels forfatter.

Arthur G. Hassøe: Kong Kristian III’s og Dronning Dorotheas Kroning den 12. August 1537. Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, Kbh 1936-38, s. 287-377. De gengivne citater er oversat fra tysk af afhandlinens forfatter.

Vivi Jensen: Guds vilje – og dronningens. Danmark og renæssancen 1500-1650. Kbh. 200, s. 310-319. Kbh. 2007

Vivi Jensen: Dronning Dorothea. Guds vilje – og dronningens. Kbh. 2007

Hugo Matthiessen: Enkedronning Dorothea paa Koldinghus. Vejle Amts Aarbøger 1908, 1, s. 1-89.

Noter

1. Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 348.

2-5. Samme, s. 348.

6. Samme, s. 324-325.

7. Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. I, Kbh 1852-1855. nr. 19 og 20 s. 83, 21, s. 83-84. (her den anførte notits).

8. Samme, nr. 22, s. 84.

9. Som note 8, nr. 121, s. 176.

10. Samme, nr. 127, s. 184.

11. Samme, nr. 134, s. 193.

12. Aarsberetninger fra Det kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder, bd. 3, Kbh 1861, nr. 181, s. 45.

13. Som note 8, nr. 60, s. 144-145.

14. Samme, nr. 87, s. 142.

16. Kirkehistoriske Samlinger, 6. Række, Bd. 2, s. 315.

17. Som note 8, bilag til nr. 59 og 60, s. 118.

Forfatter: Vivi Jensen, cand. mag., fhv. museumsinspektør, født 1945.

Oprindelig trykt i: “Skurke og Helte  Sønderjyllands Historie”, Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 105, Aabenraa 2012, red. af Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen, s. 96-110.
Bringes her med forfatterens tilladelse.