Birgitte Gøyes bønnebøger

Af Marie Møller Christensen

Bønnebøger var en populær religiøs genre hos lægfolk igennem middelalderen og renæssancen. Det var også en genre, som man kan se, at mange kvinder beskæftigede sig med: Deres køn er for eksempel stærkt repræsenteret blandt bøgernes ejere. Bønnebøger, som har været ejet af adelskvinder, er bedre bevaret end de bøger, der har tilhørt kvinder fra andre stænder.¹Marie Møller Christensen, Adelskvinders bønnebøger som andagtskultur og bogmedium. Fra reformationen til midten af 1600-tallet. Ph.d.-afhandling ved Saxo-Instituttet, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2020. Birgitte Gøye er en af de adelskvinder, som har efterladt sig sine personlige bønnebøger med sit navn indskrevet i dem.

Bøger med mange funktioner

En bønnebog kan betragtes som et religiøst redskab. Mange af bøgerne havde et bredt og alsidigt indhold af bønner, der både kunne indramme dagligdagen og de større begivenheder i livet. Således hjalp bønnebøger folk med at sætte ord på deres bønner til Gud i mange forskellige situationer.
Men bønnebøgerne appellerede også på anden vis. Man kan se, at mange adelskvinder lod bønnebøger indgå som elementer i formidlingen og iscenesættelsen af deres personlige fromhed i kunsten. Disse kvinder er ofte portrætteret med en bønnebog på deres epitafier, husaltre eller gravmæler. Birgitte Gøye er et fremtrædende eksempel på denne trend.
På en husaltertavle, som hun og Herluf Trolle anskaffede sig, pryder deres portrætter indersiden af fløjene i det skab, som altertavlen hænger i. Når skabets fløje er åbne, ses han knælende i bøn på den ene side og hun på den anden side. Forskellen på fremstillingen af de to ægtefæller er, at på et bord foran Birgitte Gøye ligger en lille opslået bog – en bønnebog, må man formode ud fra konteksten – mens der ikke ligger noget på bordet foran Herluf Trolle.²
Husaltertavlen er i dag på Nationalmuseet, men hang tidligere i Stenstrup kirke på Fyn: Danmarks kirker: Svendborg Amt, bind X, hæfte 19-20, 2019, s. 2146-2150. Også tilgængelig online: http://danmarkskirker.natmus.dk/svendborg/stenstrup-kirke

Herluf Trolle og Birgitte Gøyes fornemme gravmæle i Herlufsholm kirke er et andet meget markant eksempel på, hvordan en bønnebog kunne bruges til at symbolisere kvindelig fromhed. Øverst på gravmælet ligger deres figurer i alabast side om side: Han ses iklædt rustning og med den ene hånd hvilende på et sværd i den traditionelle adelsmands rolle som kriger og rigets forsvarer. Ved hans fødder ligger en løve som symbol på styrke og tapperhed. Hun er afbildet som den gudfrygtige enke i enkedragt, og med hænderne foran på maven holder hun en bønnebog. Ved hendes fødder ligger en hund, som symbol på trofasthed.

Med disse afbildninger af Birgitte Gøye synes det ikke unaturligt, at netop religiøs litteratur udgør et væsentlig aspekt af den materielle arv, der er overleveret fra hende til i dag. I denne artikel vil jeg se nærmere på Birgitte Gøyes bønnebøger, som findes på Herlufsholm kostskole.

Birgitte Gøyes religiøse litteratur

Birgitte Gøye voksede op, mens kirken stadig var katolsk, og som ganske lille pige blev hun opdraget i et kloster. Først da hun var voksen og midt i tyverne blev reformationen formelt indført i Danmark. Man kan forestille sig, at hun igennem sin opvækst har stiftet bekendtskab med de senmiddelalderlige bønne- og tidebøger. Imidlertid stammer de overleverede kilder til hendes religiøse læsning allesammen fra hendes voksne år efter reformationen. Jeg kan derfor kun behandle hendes brug af bønnebøger i tiden efter trosskiftet.

Herluf Trolle og Birgitte Gøyes bogsamling består overvejende af tysk religiøs litteratur skrevet af Luther og hans ligesindede.³Et katalog over Herluf Trolle og Birgitte Gøyes bogsamling findes i Susanne Outzen og Karsten Christensen, Birgitte Gøye og Herluf Trolles Bøger. Museum Sydøstdanmark, 2016. Som man kan læse i Susanne Outzens artikel om Birgitte Gøyes bøger på denne hjemmeside, rummer ægteparrets bogsamling både nogle, som har tilhørt hende, og nogle, som har tilhørt ham. Bøger i samlingen, som beskæftiger sig med den private religiøse udøvelse – det kan være bøger om eller til brug under andagt, bøn eller til trøsterig læsning – har overvejende tilhørt Birgitte Gøye.
Blandt hendes bøger finder man for eksempel Georg Rhaus Hortvlvs Animæ. Lustgarten der Seelen fra 1548,⁴Bogens fulde titel: Georg Rhau, HORTVLVS ANIMÆ. Lustgarten der Seelen: Mit Schönen lieblichen Figuren. Wittenberg, Georg Rhau, 1548. (Bog nr. 38.1. i kataloget hos Outzen og Christensen). som indeholder tekster, der forklarer troen, og hvordan hver kristen efter reformationen bør forholde sig til deres bøn og fromhedspraksis. Et andet eksempel er bønnebogen Fewerzeug christlicher Andacht fra 1546,⁵Fewerzeug christlicher Andacht. Leipzig, Jacob Berwalt. 1546. (Bog nr. 35.2. i kataloget hos Outzen og Christensen). der i Birgitte Gøyes udgave er indbundet med en prædikensamling af Johannes Brenz som et samlebind. Bønnebogen indeholder bønner om De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor samt ”andre små skønne bønner”, som der står på titelbladet.

Når det er Birgitte Gøye og ikke Herluf Trolle, der står som ejeren af de to ovennævnte bøger og nogle andre lignende i samlingen, tyder det på, at det var hende frem for ham, der havde – eller forventedes at have – særlig interesse for bøgerne til hjemmets daglige religiøse praksis. På dette punkt har hendes bogsamling en vis lighed med mange andre kvinders på samme tid, og disse bogsamlinger vidner om, at kvinder må have haft en central rolle i hjemmets fromhedsliv.⁶
Om kvinders læsning som udtryk for kønsroller se f.eks.: Otfried Czaika, Elisabet Vasa. En kvinna på 1500-talet och hennes böcker. Stockholm 2009. S. 41-44. Om adelspigers opdragelse og læsning se: Birte Andersen, Adelig opfostring. Adelsbørns opdragelse i Danmark 1536-1660. København, 1971. S. 81ff. Birgitte Gøye har også rådet over andre typer religiøs litteratur, såsom prædikensamlinger og indføringer i den kristne troslære. Disse er blandt andet skrevet af nogle af de store teologer i tiden, herunder Martin Luther, Philipp Melanchthon og Johann Spangenberg.

”Hustavle”-bønner

En relativt stor del af Birgitte Gøyes bøger modtog hun i gave. Især var Herluf Trolle flittig til at støtte sin hustru i hendes boglige religiøse interesser. Ved nytåret 1561 forærede han hende hele tre bøger, hvoraf den ene var en plattysk bønnebog med titlen Bedebökelin Auer de Husstafel, skrevet af Joachim Schröder, præst i Rostock.⁷Bogens fulde titel: Joachim Schröder, Bedebökelin Auer de Husstafel. Wo ein yder yn synem Stande vnd anliggenden nöden tho Gade beden schal. Mit etliken schönen Spröken vth Gödtliker Schrifft, dardorch de Minsche synes Standes acht tho hebbende vormänt wert. Sampt einer korten vnderrichtinge vor de Kinder, wo de sick yn dem Psaltet Dauids holden schölen. Magdeburg, Ambrosius Kirchner, 1557. (Bog nr. 41 i kataloget hos Outzen og Christensen).
Åbner man bønnebogen, står der med håndskrift på smudsbladet: ”Thenne baag gaff erlig och welbyrdyg Mandt, Herluff Trolle tyll Herluffsholm syn Kerre hustrw, frw Byrgythe Gøye Ny aars dag. MDLXJ.” Hendes personlige ejerskab over bogen understreges desuden af, at hendes motto er indført samme sted: ”Forladt dig icke paa Mennischenn. Men fryckt gud, och giør rett.”

Bogbind hhv. titelside fra Birgitte Gøyes bønnebog, Joachim Schröder, Bedebokelin auer de husstafel. Foto: Marie Møller Christensen

Bønnebogen tilhører den type, der begyndte at dukke op i midten af 1500-tallet, og som er kendetegnet ved et særdeles omfangsrigt indhold af bønner – i denne er der intet mindre end 94 forskellige i alt. Bønnerne er formuleret sådan, at de kan læses og fremsiges direkte fra bladet. Hver bøn følges desuden i denne bog af et eller flere korte citater fra Bibelen, der tematiserer bønnens ordlyd, og som har til hensigt at støtte og opbygge læseren i vedkommendes tro.

Bønnebogen er, som titelsiden indikerer, opbygget efter ”hustavlen”. Hustavlen var oprindelig et tillæg til Luthers lille Katekismus, og den forklarer ved hjælp af bibelcitater, hvordan et samfund er inddelt i tre stænder: kirkestanden, den verdslige stand og husstanden. Hvert menneske havde en rolle som enten lydende eller bydende i alle tre stænder, og hustavlen anviser, hvordan man inden for hver stand havde gensidige forpligtelser overfor hinanden.

Når Birgitte Gøyes bønnebog er opbygget over hustavlen, vil det sige, at den rummer bønner til personerne i hver stand, og desuden indledes den med en kort skematisk oversigt over disse stænder. Her ser man, at bønnebogens forfatter, Joachim Schröder, har indført ”skoleregimentet” som en selvstændig fjerde stand. Længere inde i bogen følger deraf både en bøn til skolemesteren og en bøn til eleverne. Måske har Birgitte Gøye og Herluf Trolle som understøttere af skolevæsenet fundet det særlig relevant, at bønnebogen satte fokus på dette forhold?

Ellers kan man finde en bøn for både præst, menighed og præstens kone, bønner for forskellige personer i den verdslige øvrighed og for undersåtter, desuden bønner for husstandens medlemmer, såsom husfaderen og -moderen, børn og tyende. Endda også for stedforældre og stedbørn. Af de mere kuriøse personer, denne bog rummer bønner for, kan man også finde skarpretteren og en bøn for den fængslede misdæder, som er dømt til døden. Det er dog samtidig en allround bønnebog, der indimellem hustavlebønnerne også har bønner til forskellige situationer i dagligdagen og livet, såsom kirkegang, sygdom og graviditet, samt bønner om forskellige laster, for eksempel lediggang og hor med videre.

Alt i alt rådede Birgitte Gøye med denne bog over bønner til snart sagt enhver person i samfundet. Med en bønnebog, der udbreder hustavlens tankegang og som dermed sætter fokus på forskellige personers roller og forpligtelser, følte Birgitte Gøye formentlig, at hun kunne være med til at fremme gudfrygtigheden i samfundet og virke både for sin egen og sin næstes frelse.

En bøn for Herluf Trolle

Præcis hvor meget og hvordan Birgitte Gøye har brugt sin plattyske ”hustavle”-bønnebog i praksis, er vanskeligt at afgøre ud fra bogen alene. Tager man bogen i betragtning, er den stadig i meget god stand, og den har ikke mange tydelige brugsspor. Dette står i kontrast til en kort, håndskreven bøn på dansk, som står på nogle blanke sider i en af hendes andre bøger, og som kaldes ”Birgitte Gøyes daglige bøn udi Herluf Trolles fravær”.
Siderne, som denne bøn er skrevet på, har tydelige mærker efter at være blevet læst mange gange. Det er ægteparrets ven, latindigteren og skoleforstanderen i Sorø, Christian Machabæus, der har nedskrevet bønnen til Birgitte Gøye. Bønnens formuleringer beskriver Birgitte Gøyes og Herluf Trolles forhold med almindelige vendinger, og den giver ikke nogen oplysninger om, i hvilket ærinde Herluf Trolle var bortrejst. Dette er formentlig med fuldt overlæg, idet bønnen skulle kunne bruges, hver gang han var væk fra hende:

Den daglige bønspraksis

Det er ikke kun bønnebøgerne i sig selv, der kan fortælle noget om, hvordan Birgitte Gøye bad. I ligprædikenerne over ægteparret står det omtalt, hvordan de levede med daglige bønnestunder og husandagter i hjemmet. I Niels Hemmingsens ligprædiken over Herluf Trolle kan man læse, at de havde indrettet sig med bedekamre, hvor de hver morgen og aften gik ind for at bede til Gud. Desuden sørgede Herluf Trolle for, at hele husstanden med tjenestefolk fik læst et stykke af Bibelen og bad bordbøn ved måltidet, og ydermere at alle om aftenen, inden de gik til sengs, sang en salme og takkede Gud for dagen.⁹Niels Hemmingsen, En Predicken, som bleff Predicket aff Niels Hemmingsøn udi salige Herluff Trolle Ridders Begraffuelse udi Herluffsholm den 15. Jul. 1565, København, 1565. Bl. B5r-v og B6r.
I Birgitte Gøyes ligprædiken berettes det, at hun efter at være blevet enke videreførte denne skik at bede bordbøn og læse i Bibelen. Verbet ”at læse” var dengang også synonymt med at bede, og Niels Hemmingsen skriver således om hende:

Personlige og sociale bønnebøger

Birgitte Gøyes bogsamling er i sig selv et vidnesbyrd om, at bøger må have spillet en væsentlig rolle i hendes fromhedsliv, ligesom afbildningerne af hende på husaltertavlen og gravmælet peger i samme retning. I denne artikel har jeg sat fokus på hendes bønnebøger og bønspraksis.

Personligt ejede bønnebøger kunne skabe individuelle rum for den religiøse praksis. Men Christian Machabæus’ bøn til Birgitte Gøye fortæller imidlertid, at bønner også blev delt og udvekslet mellem folk, og at man på den måde inviterede hinanden ind i den personlige dialog med Gud. At netop bønner var tekster, som man gerne udvekslede med hinanden, ses i mange private håndskrifter fra 1500- og 1600-tallet. Især er det adelskvinderne, der som ejere af disse håndskrifter synes at have stået i centrum for den særlige kultur omkring bønnebøgerne. Udover at være religiøse redskaber og from læsning blev de også en slags vennebøger.

Der findes yderligere et eksempel fra Birgitte Gøyes inderkreds: I Karen Brahes Bibliotek er Sibylle Gyldenstjernes håndskrevne bønnebog bevaret, og i denne bog kan man se, at mange forskellige personer har bidraget med tekster.¹¹Karen Brahes Bibliotek, håndskriftsamlingen, Roskilde Kloster/Roskilde Hovedbibliotek, A IV, 12. Fru Sibylle Gyldenstiernes bønnebog (ca. 1600). Om Sibylle Gyldenstjerne og hendes bøger se også: Susanne Lykke Vølzgen Nielsen, ”Hiellp gudt. Birgitte Brahe (1576-1619) – en biografisk skitse og en bogreol.” Personalhistorisk Tidsskrift 2 (1996). S. 107 og 109-114. Sibylle Gyldenstjerne blev opdraget hos Birgitte Gøye, fra hun var to år gammel og dernæst fjorten år frem, og det var hende, som overdrog Næstved Kloster til Birgitte Gøye, da hun som enke manglede et sted at bo.