Birgitte Gøyes samtid

Af Susanne Outzen

Renæssancen

Betegnelsen renæssance er både et begreb og en intellektuel bevægelse, såvel som det er en periode i Europas og især Italiens historie i overgangen mellem middelalder og nyere tid. Perioden strækker sig i europæisk historie fra ca. 1350 til ca. 1650. I Danmark regnes reformationen i 1536 som skellet mellem middelalder og renæssance med afslutning ved enevældets indførelse i 1660.
Særligt kendetegnes renæssancen ved sin store interesse for antikken, men også for de fantastiske kunstneriske og arkitektoniske nyskabelser, der skete i perioden. Renæssancen var en tid, hvor der næsten inden for alle felter skete enorme fremskridt. Blandt andet skete der en opblomstring af filosofien. Samtidig begyndte naturvidenskaberne at søge en matematisk orden i tilværelsen. Særlig iøjnefaldende var opdagelserne af Amerika og søvejen til Indien og på længere sigt de astronomiske opdagelser, ligesom Johann Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten ca. 1450 skabte grundlag for en betydelig kommunikationsrevolution.

Renæssancen opstod i Italien allerede i 1340’erne da den italienske forfatter og digter Francesco Petrarca (1304-1374), som var blandt de første renæssanceskikkelser, talte om de foregående århundreder som “mørke tider” og udtrykte håbet om en ny, strålende fremtid, inspireret af det antikke Rom. Denne tilbagevenden til antikken var et led i et mål om at vende tilbage til det oprindelige, til kilderne – ’ad fontes’. Et mål og en idé, der i høj grad kom til at præge renæssancens tænkning indenfor alle felter.

Renæssancemennesket betragtede sig selv som et individ, der, sikker på eget værd og til tider med kynisme, forfulgte egne mål og drømme. Han var humanist og prægedes af et livssyn der satte som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Han stod fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter og lod sig styre af sin fornuft og sin egen dømmekraft og smag. Hans menneskelige indsigt viste sig helt ud i omgangsformen med høflig og civiliseret optræden – også moralsk set.

Med humanismen fremvoksede en individualisme og rationalitet bidrog til, at kirken mistede magt; et af de allervæsentligste karakteristika ved renæssancen er udviklingen af den sekulære stats- og samfundsopfattelse, som nu for alvor tog fart. Kirken havde hidtil haft monopol på viden om både det verdslige og det åndelige, men fra 1400-tallet blev der formuleret og praktiseret en politik og en statsteori, der pegede væk fra hvad man nu kom til at betragte som den gejstlige omklamring.

Med renæssancen afvikledes det middelalderlige decentrale, feudale system langsomt og blev i de følgende århundreder afløst af den moderne magtstat, hvor øvrigheden tilstræbte et magtmonopol, og staten etablerede ydre grænser, mens de indre forsvandt.
På de indre linjer blev standssamfundet gradvis – og i forskelligt tempo fra område til område – afløst af en stat bestående af på den ene side øvrigheden, dvs. fyrsten eller dynastiet, på den anden undersåtterne; de herskende europæiske aristokratier og oligarkierne i de italienske bystater blev i stigende grad underlagt den nye, verdslige fyrstestat.
Frigjorte fra kirken investerede de moderne fyrster i videnskab, kultur og kunst som aldrig før. Fyrstens hof blev befolket af naturvidenskabsmænd, humanister, filosoffer og historikere. I 1500-tallet begyndte de italienske fyrster endvidere at oprette videnskabelige akademier, en tendens der efterhånden bredte sig til det øvrige Europa.
Selvom kirkens magt blev svækket i senmiddelalderen, forblev den en meget væsentlig faktor. Paverne og den øvrige gejstlighed vedblev at være store mæcener for alle slags kunstnere, og med opdagelserne, især af Amerika, og de deraf følgende bestræbelser på at kristne de indfødte blev kirkens magt udbredt over et større område end nogensinde før. Paverne fik imidlertid stadig mere og mere karakter af almindelige fyrster. At de i forsøget på at sikre og udvide deres territoriale magt ofte brugte gejstlige sanktioner som et primært politisk redskab, bidrog til den fortsatte kritik af pavedømmet. Kritikken førte dog ikke til væsentlige reformer før Tridentinerkoncilet, 1545-63, hvormed pavestolen genvandt sin autoritet, og modreformationen blev indledt; men da var Reformationen imidlertid allerede gennemført i store dele af Nordeuropa.

Reformationen

Reformationen betegner det historiske forløb i første halvdel af 1500-tallet, der førte til en splittelse af den vesterlandske kristenhed og dannelse af de protestantiske kirkesamfund. Denne proces fik religiøst, politisk, kulturelt, økonomisk og socialt set afgørende indflydelse på Europas historie i nyere tid. I Danmark kom reformationen ligeledes til at betegne skellet mellem middelalder og renæssance.
Reformationen var i sin grund af religiøs-åndelig karakter og udsprang af et krav om en kirkelig reform, som i sig selv ikke var ny, men havde været fremført flere gange i middelalderen. I senmiddelalderen var det humanisterne, der stod bag krav om fornyelse af kirken.
Stor betydning for Reformationen fik den nordeuropæiske humanisme, som havde karakter af en religiøs-etisk vækkelse. Trods kritikken over for den traditionelle katolske teologi og fromhed var det dog vigtigt for humanisterne at forblive i den katolske kirke. Romerkirken skulle i stedet renses og reformeres ved, at søge tilbage til kilderne – ‘ad fontes.’ I dette tilfælde Bibelen. Kritikken blev frem for alt ført af Erasmus af Rotterdam. I begyndelsen af 1500-tallet stiftede mange danske adelsmænd bekendtskab med humanismens kritik af kirken på studierejser i udlandet. En del af disse mænd fik i 1520erne og 1530erne stor betydning for reformationen i Danmark.

Trods humanisternes kritik var det først med Martin Luthers teologiske reformation at der i Tyskland fremkaldtes en bred bevægelse, hvori ikke mindst forskelligartede intellektuelle og nationale strømninger samt rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser, men også forskellige samfundsgrupper forenedes i kampen mod romerkirken. Den afgørende forskel mellem Reformationen og de middelalderlige reformbevægelser lå i, at disse omfattede “livet”, det vil sige organisationen og de ydre former, mens Luther også reformerede “læren”, altså teologien. Hans reformatoriske budskab, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene og ikke trinvist kan gøre sig fortjent til Guds velvilje var uforeneligt med den middelalderlige teologiske “gradstænkning”, fromhedsliv og kirkeinstitutionel praksis. Luther afviste også den senmiddelalderlige præstationsfromhed samt den forestilling, at pavedømmet er guddommeligt indstiftet og den hierarkiske kirkeinstitution nødvendig for menneskers frelse.
Martin Luther henvendte sig målbevidst til den tyske offentlighed gennem trykte bøger og småskrifter, og mødte overvældende tilslutning til det antiromerske grundsynspunkt, at ingen menneskelig instans står mellem den enkelte og Gud, hvorfor alle har lige adgang til at fortolke Bibelen.
Med sin afbrænding 10. december 1520 af den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle forkastede Luther gældende kirkeret. I 1521 blev han bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov. Ikke desto mindre fortsatte han sin virksomhed under den saksiske kurfyrstes beskyttelse og med loyal støtte fra Philip Melancthon. Gennem sine breve og sit store forfatterskab, herunder især den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529), fik Luther afgørende indflydelse på den bevægelse, han selv havde udløst og især på dens udvikling i retning af et egentligt evangelisk kirkevæsen.

Reformationen i Danmark

Kampen om reformationen af den katolske kirke i Danmark i årtierne indtil Christian 3.’s håndfæstning i 1536 var på den ene side dybt vævet ind klassekonflikter i det danske samfund, og på den anden side i spændingen mellem forskellige teologiske og kirkelige reformprogrammer, der udspillede sig i begyndelsen af 1500-tallet. Samtidig er den nært knyttet til de tre konger som sad på magten fra 1513 til 1536 (Christian 2., Frederik 1. og Christian 3.).

I Danmark brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven, men af kongen. Den lutherske bevægelse kom i første halvdel af 1520’erne til Danmark via Holsten og Slesvig og fik hurtigt fodfæste i Viborg, Malmø og på Fyn. Under kongens beskyttelse kunne evangeliske prædikanter, hvoraf adskillige var elever af den danske reformkatolik Poul Helgesen, udbrede den nye lære. På herredagen i København 1530 fremlagde Hans Tausen og de øvrige prædikanter, støttet af købstædernes borgerskab, Confessio Hafniensis. Efter Grevens Fejde blev Reformationen indført ved recessen af 30.10.1536, som afskaffede den katolske bispemagt og konfiskerede bispegodset. Kirkens nyordning blev fastlagt i Kirkeordinansen af 2.9.1537. Samme dag indviedes de syv første lutherske biskopper (superintendenter), blandt dem Peder Palladius; som Sjællands biskop og professor ved Københavns reorganiserede universitet blev Palladius sammen med Christian 3. den drivende kraft i opbygningen af den evangelisk-lutherske kirke.