Birgitte Gøyes dragter - Birgitte Gøye Selskabet

Af Karen Margrethe Høskuldsson

Introduktion:

Abstract: Birgitte Gøyes dragter kan aflæses i samtidige portrætter af hende og i en inventaropgørelse, foretaget ved Herluf Trolles død i 1565. Der tales om kjortler i fornemme materialer og en overraskende, helbredende farve midt i det ellers sorte. Kjortler og underkjortler er størrelsesfleksible, og lange ærmer kan betragtes som separate dele. Beklædningsgenstande, der er omtalt i inventaropgørelsen uden at kunne udpeges på portrætterne kan ses på andre, samtidige portrætter. Ved overgangen til enkestand ændres udtrykket i Birgitte Gøyes dragt til et strengere formsprog.
/Karen Margrethe Høskuldsson

Birgitte Gøyes garderobe, som den så ud i 1565, kan for de kostbare beklædningsdeles vedkommende aflæses i inventaropgørelsen, foretaget i forbindelse med Herluf Trolles død.¹Holger Rasmussen, Birgitte Gøyes Enkestand – Inventarium. Wormianum, 1974, s 31.
Ud over denne redegørelse er vi henvist til at studere beklædningsgenstandene på de portrætter, der endnu findes af Birgitte Gøye.

Det ældste af disse kan meget vel være den ligsten over Pernille Gøye og Børge Trolle (fig. 1) der nu findes i Herlufsholm Kirke og formodentlig oprindeligt blev lavet til Birgitte Gøye og Herluf Trolle i Helsingør.²Sebastian Olden-Jørgensen, Herluf Trolle: Adelsmanden, krigeren og skolestifteren, Gyldendal 2016, s. 147-151.
Hendes påklædning på dette portræt er afdæmpet i forhold til det nogenlunde samtidige, malede portræt på Frederiksborg Museet (fig. 2) og dets kopi på Herlufsholm Skole.

Fælles for de to samt portrættet på højre vinge af en husaltertavle (fig. 3) er de voluminøse, korte ærmer på dragtens yderste lag, ”overkjortlen”,³Betegnelsen ”kjortel” er brugt i både Troels Lund, Dagligliv i Norden, Bind IV, Nordisk Forlag, Fjerde udgave s94-100 og Holger Rasmussen, Birgitte Gøyes Enkestand – Inventarium. Wormianum, 1974, s 31.
der er som en åbenstående, hellang frakke. Overkjortlens foring kommer til syne på de revers-ombøjede forkanter, der fortsætter i en nedfaldende krave bag nakken.

Med undtagelse af ligstenen (fig. 1), hvor alt er ubemalet, lys marmor, så fremstår alle overkjortler på samtidige, malede portrætter som sorte, hvilket vanskeliggør en analyse af deres stof. Ligstenens gengivelse af overkjortlen fortæller om stof med en god tyngde og evnen til at danne bløde folder. Det kunne godt lede tanken hen på fløjl,⁴Samtidens begreb ”fløjl” er hvad vi i dag ville betegne som velour, og skal ikke forveksles med riflet fløjl.
og der er i hvert fald ikke gjort forsøg på at antyde en damaskvævning i relieffet, lige som der heller ikke er antydet nogen form for struktur på det ombøjede revers. Jævnfør inventaropgørelsens omtale af stoftyper kunne der på reverset sagtens være tale om enten taft eller satin.

Somme tider kan det faktisk lade sig gøre at se noget, der kan afsløre det sorte stofs art; hvis man lysner et digitalt foto af et malet portræt. Denne øvelse gav ikke nogen gevinst i forhold til Birgitte Gøjes ikoniske portræt (fig. 2), hvor alle sorte beklædningsdele måske har haft det primære formål at danne en jævn sort baggrund for de mange guldsmykker. Der er til gengæld hjælp at hente i det formodentlig samtidige portræt af Dronning Dorothea (fig. 4), der er klædt på stort set samme måde som Birgitte Gøye er i fig. 2.

Ved at lysne dette foto digitalt fremkommer på hvert revers et mønster, der ligner tre rækker af damaskvævede bånd i et slynget mønster. På toppen af skulderen anes en reliefvirkning i det vævede mønster, så ornamentikken kan være indvævet som fløjl på en lærredsvævet bund. I modsætning hertil fremstår de korte, puffede ærmer tilsyneladende uden tilsvarende struktur i stoffet (fig. 5).

I fig. 3 er reversets materiale tydeligt vist som brun pels, der kan formodes at være fortsat som foring i hele overkjortlen. Her kunne godt være tale om den ene af to overkjortler, der omtales i inventaropgørelsen fra 1565:⁵Holger Rasmussen, s. 31.
en overkjortel i fløjl, foret med skind af mår. Den anden overkjortel i inventarlisten har en yderside i damaskvævning, men der er ikke gjort rede for forets materiale.

Overkjortlen i fig. 2 er formodentlig ikke foret med pels. I højre side af portrættet lige oven Birgitte Gøyes underarm anes et bælte om taljen, der er placeret højt ud for de nederste ribben. En pelsforing på dette sted ville øge taljens vidde og mindske oplevelsen af en timeglasfigur.

Kjortlerne inden under overkjortlen ser man ikke meget til på portrætterne, men de må formodes at være konstrueret som et vidt skørt med et tætsiddende livstykke oven over, sådan som det ses på samtidige tyske portrætter. Livstykket har så ”manglet” en stor del af forstykket, der er reduceret til noget der ligner seler, og åbningen er blevet fyldt ud med en brystsmæk. Princippet vises bedst på et portræt fra før overkjortlen kom til og skjulte det (fig. 6). Her ses fra taljen og et stykke op en snøring, der holder ”selerne” i skak, inden et bredt damaskvævet bånd i silke og guldtråd er hæftet på med nåle. Dette giver en stor fleksibilitet i forhold til størrelse, hvilket er en stor fordel, hvis man hyppigt ændrer form. Mange af tidens kvinder har jævnligt været gravide, og snøringen som fleksibilitet i forhold til størrelse er fulgt med fra middelalderen.

Georg Pencz, Public domain, via Wikimedia Commons

På Birgitte Gøyes ikoniske portræt (fig. 2) flyder den sort brystsmæk sammen med alt andet sort i påklædningen, så eneste oplysning at uddrage er, at den går højt op på brystkassen og afsluttes med en runding foran halsen. For at forstå denne brystsmæk list bedre må vi se på Dronning Dorotheas portræt (fig. 4). Her fornemmes det tydeligt, at brystsmækken er delt af en søm midt foran, og at stoffet er damaskvævet.

Under overkjortlen er der plads til yderligere to kjortler, hvoraf den inderste betegnes ”underkjortel”. Kjortlen mellem overkjortlen og underkjortlen – i inventaropgørelsen blot benævnt som kjortel – kunne ifølge tidlige renæssance illustrationer have korte ærmer, som løstsiddende, lange ærmer kunne gøres fast til. Princippet er vist i fig. 7. I fig. 6 fornemmes en ”grænse” hen over damens overarme, hvilket kunne tolkes som en sjælden 1500-tals gengivelse af en noget mere elegant tilføjelse af lange ærmer til kjortlens egne korte ærmer.

Specielt med de meget tætsiddende ærmer i fig. 1, 2 og 3 er det en stor, praktisk fordel, at ærmerne kan tages på separat, efter at kjortlen er på plads, og overkjortlens pufærme vil skjule fastgørelsen. For at give tilstrækkelig bevægelsesfrihed til at bøje armen i ærmerne på fig. 1 må de nødvendigvis være skåret på skrå af stoffets trådretning. De sorte ærmer i fig. 2 og 3 slutter kun tæt til armen visse steder; ind imellem åbner de sig og lader et vidt ærme pose ud gennem slidserne. Det er ingen hemmelighed, at en skåret opslidsning af stoffet har været brugt i stor stil til at udstille stoffet inden under, men systematikken i slidserne i fig. 2 og 3 kan også tolkes sådan, at de sorte ærmer er bygget op af bånd, og ærmerne slutter kun tæt til armen dér, hvor båndene er syet sammen. Den taktik kan også forklare, at strimlerne i de to tilfælde bag på ærmet ved albuerne er væsentligt længere end de er langs ærmets forside i samme højde; der kræves længde på bagærmet for at kunne bøje armen, men på ærmets forside ville denne længde blot være i vejen.

Opbygningen af dragten i lag på lag ⁶Som det anes på fig. 11 kan man på Birgitte Gøjes gravmonument tælle lagene af kjortler i folderne omkring hendes fødder.
har medvirket til at holde varmen, og i visse tilfælde kan underkjortlen også have været tillagt en helbredende virkning på grund af sin farve. I inventaropgørelsen studser man over midt i alle de sorte beklædningsdele at finde en underkjortel i rødt fløjl. Birgitte Gøye var veninde til den danske prinsesse Anna, som ved giftermål blev kurfyrstinde ad Saxen. Kurfyrstinde Anna var i korrespondance kontakt med Grevinde Dorothea von Mansfeld, der i samtiden blev anset for at være meget vidende på det medicinske område. Ifølge Troels Lund⁷Troels Lund, Dagligliv i Norden, Bind IV, Nordisk Forlag, Fjerde udgave, s.197-198.
har Dorothea von Mansfeld på et tidspunkt skrevet til Kurfyrstinde Anna, at en rød underkjortel vil have en helbredende virkning på ondt i benet. Denne besked kan nemt være sendt videre til Birgitte Gøye, der så ikke alene har fået syet en rød underkjortel i fløjl, men også har fået lavet et par strømper i rødt fløjl.

På det noget medtagede portræt i fig. 2 får man et kig til lagene under overkjortlen, og alt man ser i åbningen, er helt lyst. Det behøver ikke at betyde, at Birgitte Gøye bar en hvid kjortel. Det betyder nok snarere, at hun bar en helt lys brystsmæk og et hvidt, plisseret forklæde, i samme stil som bæres af Karen Rosenkrantz i fig. 8.

Som det fremgår af fig. 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 8 har en adelsdame for oven noget hvidt, der kunne tolkes som det øverste af en højhalset særk. Det er dog mindst lige så sandsynligt, at der er tale om et kort ”bluseliv” på størrelse med en sjælevarmer og ikke langt fra den nutidige ”halsedisse” i sin udformning og funktion: en krave på et kort for- og bagstykke. Bluselivet har været i stil med det, der i fig. 9 er hængt til tørre på en snor. Bluselivet har været udført i enten hør eller bomuld, da det har været tæt på huden og derfor skulle kunne vaskes. Det har været bundet med bændler under armhulerne, så både for- og bagstykke har siddet godt forankrede. I fig. 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 8 har kraverne en høj stand, der i fig. 1 og 4 tydeligvis er ornamenteret med hvidt broderi. Den lille flæsekant øverst på kravens stand har været langt lettere at stryge op efter vask, når der ikke var en hel særk at holde styr på samtidig.

Inventaropgørelsen fra 1565 interesserer sig udelukkende for beklædningsgenstande af høj materialeværdi. I opgørelsen gøres kun rede for stoffets vævning og ikke dets egentlige materiale – med undtagelse af den art af pels, der er brugt til foring. Det tolker jeg som et udtryk for, at der – som en samtidig selvfølge – er tale om silkestof, uanset om vævningen er taft, fløjl, satin eller damask. Det kan ikke udelukkes, at der også kan have været kjortler og strømper af uld til brug som ”hjemmedragter”, men de har ikke repræsenteret nogen videre pengeværdi og er derfor ikke af interesse for opgørelsen.

Ud over de tre forskellige slags kjortler taler inventaropgørelsen også om tre sorte kåber i henholdsvis fløjl, taft og damaskvævning. Sådan en kåbe er ikke repræsenteret på noget portræt af Birgitte Gøje, men kåbens karakteristiske, nedhængende og alt for lange ærmer ses i to forskellige udgaver på fig. 10 og 11. På fig. 10 har Inger Walkendorfs ærmer en lang, lodret slids, som armene kan komme ud igennem, mens Sophie Ruds ærmer på fig. 11 har vandrette slidser i flere forskellige højder. De lange ærmer må ses som et udtryk for overflod. På fig. 10 ses endvidere, hvad der ifølge Troels lund hedder en ”koller”;⁸Holger Rasmussen, Birgitte Gøyes Enkestand – Inventarium. Wormianum, 1974, s 3Ibid, s. 101.
et beklædningsstykke midt imellem en stor krave og et skulderslag. Det kan måske være sådan et beklædningsstykke der menes, når inventaropgørelsen taler om ”en krave” i forbindelse med en sort fløjlskjortel.⁹Holger Rasmussen, s. 31.

Med overgangen til enkestand ændres noget i Birgitte Gøjes fremtræden. Farvemæssigt fortæller gravmonumentets hvide marmor ikke noget, men det ville undre meget, hvis dragtens synlige farveskala ikke forblev inden for sort og hvid, sådan som det er set på fig. 2 og 3. Det nye er, at overkjortlens korte pufærmer er blevet erstattet af lange, slanke ærmer uden slidser og tilhørende udposninger af kontrastfarvet stof. Endvidere er overkjortlens forkanter ikke længere bøjet til side; kraven er lukket tæt til halsen med en enkelt knap. Oven over overkjortlens krave ses det øverste af bluselivets krave, hvor den livlige, flæsede afslutning er blevet erstattet af en lige, livløs og stiv kant. Som tegn på enkestanden er den sorte overkjortel blevet tilført et hvidt bånd, der går bag om nakken og hænger ned over kroppen og de bøjede arme på begge sider.

Der findes et endnu senere portræt af Birgitte Gøye på Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg (fig. 13). Dragten i dette portræt er ikke medtaget i denne gennemgang af hendes dragter, da det først er malet i 1587 og dermed ikke kan være malet efter levende model. Birgitte Gøye døde i 1574.

[1] Holger Rasmussen, Birgitte Gøyes Enkestand – Inventarium. Wormianum, 1974, s 31.

[2] Sebastian Olden-Jørgensen, Herluf Trolle: Adelsmanden, krigeren og skolestifteren, Gyldendal 2016, s. 147-151.

[3] Betegnelsen ”kjortel” er brugt i både Troels Lund, Dagligliv i Norden, Bind IV, Nordisk Forlag, Fjerde udgave s94-100 og Holger Rasmussen, Birgitte Gøyes Enkestand – Inventarium. Wormianum, 1974, s 31.

[4] Samtidens begreb ”fløjl” er hvad vi i dag ville betegne som velour, og skal ikke forveksles med riflet fløjl.

[5] Holger Rasmussen, s. 31

[6] Som det anes på fig. 11 kan man på Birgitte Gøjes gravmonument tælle lagene af kjortler i folderne omkring hendes fødder.

[7] Troels Lund, Dagligliv i Norden, Bind IV, Nordisk Forlag, Fjerde udgave, s.197-198.

[8] Ibid, s. 101

[9] Holger Rasmussen, s. 31


Fig. 1. Udsnit af fuldfigursportrættet af ”Pernille Gøye” på den ligsten, der sandsynligvis oprindeligt blev fremstillet til Birgitte Gøye og Herluf Trolle. Herlufsholm Kirke, Næstved. Foto: Jens Olsen	Fig. 2. Birgitte Gøye,ca. 1550, Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg. Foto: Public domain, Wikimedia Commons


Fig. 10. Udsnit af ligsten over Inger Walkendorf, død 1555. Sankt Nikolaj Kirke, Svendborg. Foto: CC BY-SA, Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet	Fig. 11. Udsnit af ligsten over Sophie Rud, død 1555, og Erik Bølle. Terløse Kirke på Sjælland. Foto: http://www.gravstenogepitafier.dk/tersloese.htm