Birgitte Gøyes hovedtøj

Af Karen Margrethe Høskuldsson

Birgitte Gøye er portrætteret i flere, bevarede værker, der via blandt andet hovedtøjet belyser forskellige af de roller/funktioner, hun indtog gennem sit voksenliv.
Hovedtøjet skal på én gang ses som udtryk for den tid, det optræder i, som en fortælling om den pågældendes kvindes civilstand samt sociale rang, og der ud over skal det fortælle om den ”kasket” vedkommende har på; den rolle hun påtager sig i portrættet.

Fig. 1. Udsnit af fuldfigursportrættet af ”Pernille Gøye” på den ligsten, der sandsynligvis oprindeligt blev fremstillet til Birgitte Gøye og Herluf Trolle. Herlufsholm Kirke, Næstved. Foto: Jens Olsen

Ligstenen over Pernille Gøye og Børge Trolle (fig. 1) kan meget vel være det tidligste af de bevarede portrætter af Birgitte Gøye. Jævnfør Sebastian Olden-Jørgensen er denne sten formodentlig oprindeligt udarbejdet til Herluf Trolle og Birgitte Gøye, mens de boede i Helsingør. ¹Sebastian Olden-Jørgensen: Herluf Trolle: Adelsmanden, krigeren og skolestifteren, Gyldendal 2016, s. 147-151.

Stenen blev derpå overdraget til den lokale kirke, da den endnu ikke var blevet benyttet og i mellemtiden var blevet umoderne …… eller det modsatte: for almindelig. Senere blev stenen så købt, da der i Herlufsholm Kirke skulle bruges en ligsten over Pernille Gøye og Børge Trolle.

Stenen kan meget vel være udført tidligt i ægteskabet, der blev indgået i 1544. Her er en balancegang mellem en påpegning af et meget højt socialt stade og den passende ydmyghed, en from, lutheransk kvinde bør udvise i mødet med sin skaber. Selve huen er fremstillet af sammensyede bånd, hvor hver andet er rigt besat med perlerækker. Denne overdådighed er nedtonet med et plisseret bånd om hovedet.
Tilsvarende bånd – dog langt bredere – ses på ligstenen over Anne Krabbe (død 1543) og Eiler Rønnow (død 1565) i Egense Kirke (Fyn) (fig. 2), stenen over Maren Juel og Jacob Flemming (død 1544) i Bavelse Kirke (Sjælland) (fig. 3) samt stenen over Dorthe Lunge (død 1554) og Claus Ulfeld til Elmelund i Ørslev Kirke (Sjælland) (fig. 4).
De tre sidstnævnte damer (fig. 2, 3 og 4) er også alle af adelsslægt, men deres huer mangler pynt og kan tolkes som værende inderste huer af vaskbart materiale; de huer, der dannede barriere mellem håret og det ydre hovedtøj, hvis materialer ikke tålte vedligeholdes med vask.
I en brevveksling mellem Marie de Guise, dronning af Skotland år 1538, og hendes mor hjemme i Frankrig, fremgår det, at hårvask en enkelt gang om måneden i samtiden måtte anses for at være ”hyppig hårvask”,²Foreign Correspondence With Marie de Lorraine Queen of Scotland, From the Originals in the Balcarres Papers 1537-1548, Edited by Marguerite Wood, M.A. (Edin.), Edinburgh, Printed at the University by T. and A. Constable Ltd. for the Scottish History Society, 1923, p. 228.
så det giver god mening at skærme kostbare stoffer mod direkte kontakt med hud og hår.

Fig. 2. Udsnit af ligstenen over Anne Krabbe (død 1543) og Eiler Rønnow (død 1565) i Egense Kirke på Fyn.	Fig. 3. Udsnit af ligstenen over Maren Juel og Jacob Flemming (død 1544) i Bavelse Kirke på Sjælland.	Fig. 4. Udsnit af ligstenen over Dorthe Lunge (død 1554) og Claus Ulfeld til Elmelund i Ørslev Kirke på Sjælland.

Den særlige, plisserede kant, trukket ned over en hue, kan iagttages i detaljer fra samtlige vinkler på Dorothea af Danmarks begravelsesbuste (fig. 5), lavet af Cornelis Floris.³ Samme kunster som lavede gravmonumentet over Birgitte Gøye og Herluf Trolle samt det lille husalter, der også viser ægteparret, som de er klædt på gravmonumentet.

Dorothea var, som datter af Kong Frederik I og Dronning Anna af Brandenburg, dansk prinsesse, og hun blev i 1526 via giftermål Hertuginde af Preussen, hvor hun døde i 1547.

Denne gengivelse af hovedtøjet viser den fint plisserede kant som tilpas ”gennemsigtig” til, at huens kant bliver tydelig ved hårgrænsen. Det bliver så også tydeligt, at kanten er i tæt kontakt med huden hen over panden og ørerne, hvilket taler kraftigt for, at den er lavet af meget fin hør eller bomuld.

Fig. 5. Udsnit af Dorothea af Danmarks begravelsesbuste, udført af Cornelis Floris. Busten indgik oprindeligt i et større epitafium for hende i Königsbergs Domkirke. Den er nu på Pushkin Museet, Moskva. Kilde: Pushkin State Museum of Fine Arts’ website http://www.arts-museum.ru/data/fonds/europe_and_america/sk/0001-1000/sk_550_floris_kornelis2_doroteya_portrait/index.php?lang=en&coll=9469.

Den perlebesatte hue i fig. 1 har meget til fælles med Birgitte Gøyes hue i fig. 6 og Dronning Dortheas tilsvarende i fig. 7, der begge to må være malet lige omkring 1550. Specielt på portrættet af Birgitte Gøye er det tydeligt, at huen er konstrueret af sammensyede silkebånd, hvoraf i hvert fald hver anden ”stribe” har indvævede guldtråde, der fanger lyset.
Ved at opbygge huens form af sammensyede bånd kan der dannes et stykke stribet stof i den ønskede form, uden at der går værdifuldt materiale til spilde. De øvrige striber er rigt udsmykkede med perlebroderi, hvor perlerne ved huens forkant danner bogstaver: skiftevis ”D” og ”H”. ”H” tolker jeg som en henvisning til Herluf og ”D” som en reference til Dorothea; dronningen hvis hofdame Birgitte Gøye var. På den måde kunne tilknytningen til hendes to umiddelbare, elskede foresatte, ægtemanden og arbejdsgiveren, demonstreres og bæres med stolthed som en udsmykning, der bevidnede stor rigdom.
Det kompositorisk identiske portræt af Dronning Dorothea findes i to udgaver. Udgaven i fig. 7 viser også huen af sammensyede bånd, hvor mindst hvert andet er vævet med guldtråd, og hvert andet er dekoreret med perlebroderi.
Dronningen overgår dog sin hofdame ved at have alle huens bånd udsmykket med perler. Striberne med tydelig guldtråd har hvide perler, der danner bogstaver. Tættest på forkanten ses skiftevis ”D” og ”R”, efterfulgt af et tegn, der kan tolkes som enten et ”I” eller en angivelse af mellemrum. Derpå følger henholdsvis et ”O” og et ”X”, hvilket ikke giver den store mening. Hvis man derimod læser et ”E” i stedet for et ”I” eller et mellemrum, så kan bogstaverne tolkes som reference til dronningens elskede foresatte: Gud og Kongen.
I den anden udgave af Dronningens portræt danner perlerne dog ingen iøjnefaldende bogstaver, mens alle andre former for udsmykning er identiske med det, der findes i fig. 7.

Begge damer bærer en lille, sort baret, placeret næsten lodret på højre side af hovedet. Den vinkel giver bæreren endnu en mulighed for at udstille sin rigdom på undersiden af barettens skygge.
Birgitte Gøyes antal af smykker på baretten er højere end Dronningens, men til gengæld rummer Dronningens smykker adskillige blå safirer og røde rubiner, mens Birgitte Gøyes udsmykning ”kun” er i guld. Begge damers baretter er udsmykket med strudsefjer; Birgitte Gøyes baret med en enkelt fjer og Dronningens baret med hele to, der oven i købet har en lille guldkvast som afslutning.
Det kan ikke udelukkes, at Birgitte Gøyes hovedtøj her er en del af en form for ”hofdame uniform”. Hovedtøjer af sammensyede bånd er omkring 1550 set i et par årtier i den tysk talende del af Europa, mens brugen af initialer og hele ord i broderi på hovedtøjet og andre dele af dragten kan findes helt tilbage til det meget tidlige 1500-tal i samme område.

Fig. 6. Birgitte Gøye ca. 1550 Foto: Public domain, Wikimedia Commons	Fig. 7. Dronning Dorothea ca. 1550 Foto: CC BY-SA, Bjoertvedt, Wikimedia Commons

I kronologisk rækkefølge møder vi næste gang Birgitte Gøye på den beskadigede højre fløj af et lille triptychon, der må have fungeret som et husalter for parret, der er afbilledet knælende og med sammenpressede håndflader, der vender fingerspidserne opad; den klassiske tilbedelsespositur (fig. 8).
Hovedtøjet er af langt mindre flamboyant karakter end fig. 6. Det er en ret lille, simpel kyse i rødt – formodentlig – velour med lidt dekoration langs kanten. Den røde kyse følger hovedets krumning over nakken og hovedets sider fra issen til midt på øret. Den er placeret oven på en hvid og mere dækkende kyse, der på toppen af hovedet når helt frem til hårgrænsen og på siderne formår at skjule det allermeste af ørerne.
Dette er ikke et officielt pralebillede med fokus på verdslige værdier; det er et nærmest privat øjeblik mellem den gifte adelsdame, Birgitte Gøye og Gud.
Fordelingen mellem pragt og udekorerede flader svarer nogenlunde til den vægtning, der er i fig. 1: nedtoning af de kostbarheder, der kunne komme i klemme i forhold til dødssynden, ødselhed, men samtidig skal man heller ikke tage fejl af den bedende kvindes tilhørsforhold til eliten.

Fig. 8. Birgitte Gøye på højre fløj af en husaltertavle ca. 1560, Nationalmuseet. Udsnit. Foto: CC BY-SA, John Lee, Nationalmuseet

I 1565 får Birgitte Gøye en ny rolle som adelig enke. Enkestanden er tilpas betydelig til, at den afspejles i en dragt helt i sort og hvidt og med elementer, der giver mindelser om en nonnes dragt.
Kort efter Herluf Trolles død går bestillingen på gravmonumentet (fig. 9) af sted til Cornelis Floris i Antwerpen med Birgitte Gøye som opdraggiver. Her får man under en fold i enkesløret et lille kik til den underhue, der som det første lag dækker alt hår. Derpå kommer så det stofrige slør, der er sirligt draperet i folder på toppen af hovedet og nålet fast til underhuen, inden det falder ned foran kroppen og flyder visuelt i ét med to lange, smalle stofbaner, der i en stor del af Europa er en vigtig del af en adelskvindes enkedragt.

Fig. 9. Gravmonumentet over Birgitte Gøye og Herluf Trolle, Herlufsholm Kirke, Næstved. Foto: Jens Olsen

---

Noter:

[1] Sebastian Olden-Jørgensen: Herluf Trolle: Adelsmanden, krigeren og skolestifteren, Gyldendal 2016, s. 147-151.

[2] Foreign Correspondence  With Marie de Lorraine Queen of  Scotland, From the Originals in the Balcarres Papers 1537-1548,  Edited by Marguerite Wood, M.A. (Edin.), Edinburgh, Printed at the  University by T. and A. Constable Ltd. for the Scottish History  Society, 1923, p. 228.

[3] Samme kunster som lavede gravmonumentet over Birgitte Gøye og Herluf Trolle samt det lille husalter, der også viser ægteparret, som de er klædt på gravmonumentet.