Af Karen Margrethe Høskuldsson
Introduktion:
Abstract: Den traditionelle fortælling om afslutningen på Birgitte Gøyes trolovelse med Jesper Daa udfordres af forfatterens bud på en utraditionel læsning af Universitetsdommen fra 1540. Forfatteren har en mistanke om, at dommens udfald kunne være afgjort på forhånd, og at Mogens Gøye kunne have haft en interesse i, at dommen blev, som den gjorde.
Årsagen til trolovelsen mellem Birgitte Gøye og Jesper Daa kan måske findes i Mogens Gøyes udvidede svigerfamilier og deres arvestridigheder. Den traditionelle fortælling om Birgitte Gøyes ægteskab med Herluf Trolle som et valg, baseret på forelskelse, bliver udfordret af de praktiske fordele, ægteskabet medfører for begge parter.
/Karen Margrethe Høskuldsson
Birgitte Gøyes historie, baseret på Universitetsdommen af 1540, er traditionelt blevet fortalt som historien om en viljestærk kvindes succesrige kamp mod autoriteterne for at slippe ud af et uønsket parti og for derefter at gifte sig med en mand efter eget valg.
Denne meget bogstavelige læsning af dommen lader en adelskvindes vilje vinde over samtidens selvfølgelige orden: ”Fader og Moder med næste Slægt og Venner plejer at råde for Giftermål. I hvor de (unge) selv har raadet, dér er intet godt fulgt efter.”1Citat efter Hr. Mogens Gyldenstjerne, Statholder i København. Adelsbrev Fasc. 23 Göye. Gengivet i Troels Lund, Dagligliv i Norden i det sekstende aarhundrede Bind IX, Nordisk Forlag, Fjerde udgave, s. 57.
I bund og grund handlede ægteskaber i adelen om at bevare, forvalte og forøge slægtens jordiske gods samt at sørge for at producere arvinger til videreførelse af værdierne. Kærlighed mellem ægtefællerne kom efterhånden – for dem, der var heldige. Hvad parret selv måtte have ment om forældres, slægts og venners valg var der forsvindende lidt interesse for.
Det var den tankegang, Birgitte Gøye voksede op i, så hvis hun egenhændigt har kunnet få kongen til at interessere sig for en mulig ophævelse af den indgåede trolovelse mellem hende og Jesper Daa alene på grund af hendes uvilje mod sin tilkommende, har det været mere end bemærkelsesværdigt. Også selv om dronningen, Dorothea, skulle have talt sin hofdames sag for sin mand, kong Christian III.
Ved læsning af dommen fra en lidt anden vinkel og i kombination med de to trolovedes familierelationer, vækker nogle af elementerne i dokumentet forfatterens undren og mistænksomhed. Forfatteren får associationer til situationer fra hverdagen, hvor overdrevne – og ofte spontane – forsikringer om uskyld og alibi i virkeligheden er udtryk for, at begge dele kan anfægtes. I det følgende er der altså tale om en tolkning fra forfatterens side, og den satte gang i en efterprøvning af, om noget kunne underbygge denne tolkning.
Forsikringer, unøjagtigheder og dyre eder.
I Universitetsdommens indledning har professorerne brugt meget plads på at forsikre kongen om, at dommen var resultat af et virkelig grundigt arbejde. Det burde vel være en selvfølge, så denne overdrevne forsikring kan læses som et dække over det modsatte: at udfaldet var givet på forhånd og måske endda bestilt arbejde.
Ifølge dokumentet blev trolovelsen indgået 15 år før dommens afsigelse i 1540. I den lange beretning har de teologiske professorer udpenslet den purunge piges vægring ved trolovelsen helt fra starten og gjort det på en måde, hvor fokus er lagt på områder med reference til kongens forbud af 1539 mod trolovelser af børn og kravet om, at parret skulle indgå trolovelsen af fri vilje.
Dette forbud og krav kunne ikke bruges juridisk med tilbagevirkende kraft, men i dommen blev der hentydet mere end kraftigt til det. Birgitte Gøye er i dokumentet måske endda gjort en anelse yngre, end hun egentlig var ved trolovelsen. Hun skulle ved den ”handel” være 10 år gammel. Med året 1540 som udgangspunkt, fratrukket 15 års trolovelse og yderligere 10 års levetid, er man fremme ved et fødselsår ca. 1515, men Birgitte Gøyes mor døde allerede i 1512/1513, så det hænger ikke rigtigt sammen.
Ved ligprædikenen i 1574 over Birgitte Gøye blev hun angivet til at være udåndet i sit 64. år, så hun altså skulle være blevet født omkring 1511; fire år tidligere end regnestykket fra før. Måske sneg en erindringsforskydning sig også ind i forhold til varigheden af trolovelsen; et emne der tages op nedenfor. En tillempning af Birgitte Gøyes alder, som den fremstår i dommen, kunne måske have haft til formål at fremme forståelsen af, at der var tale om trolovelsen af et barn og ikke en kvinde.
Mens Birgitte Gøyes forklaring er tildelt meget plads i dokumentet, er det minimalt, hvad Jesper Daa er citeret for, og indholdet af hans udtalelser er begrænset til bekræftelser af Birgitte Gøyes udsagn. Birgitte Gøye citeres for at have forklaret sig med brug af mange og voldsomt dyre eder, hvor mindre måtte kunne have gjort det. Det lægger sig i tråd med dommernes indledning og giver forfatteren fornemmelsen af overdrevne og betænkelige forsikringer.
Mogens Gøyes interesser
Ved retssagen stillede et bredt udvalg af familiemedlemmer som vidner på Birgitte Gøyes ulyst til at indgå ægteskab med Jesper Daa. 2 Klik her for oversigt over deltagende familie ved Universitetsdommen. Denne gruppe af vidner var anført af hendes far, rigshofmesteren Mogens Gøye, rigets mægtigste mand næst efter kongen. Jesper Daa var sekunderet af en enkelt bror.3Ibid. Den uligevægt må have virket stærkt intimiderende på både Jesper Daa og dommerne.
Det kan undre, at Mogens Gøye som lutheraner ikke pressede på for at få giftermålet gennemført, for ægteskabet var for Luther særdeles vigtigt, men måske har hans begejstring for Luthers lære haft mere øje for de muligheder, der lå i at øge sine besiddelser i takt med klostrenes lukning. Og hvis det var Jesper Daa som person, der var problemet, så kan det undre, at der ikke straks i 1540 er blevet fundet en anden adelsmand som ægtemand for Birgitte Gøye, da Universitetsdommen satte parterne fri til at indgå ægteskab til anden side med det samme.
Forfatteren sidder tilbage med en fornemmelse af, at Mogens Gøye kan have haft en interesse i, at det bryllup aldrig skulle blive til noget – og i at Birgitte Gøye skulle forblive ugift i hans levetid.
Birgitte Gøye havde arvet nogle meget indbringende godser efter sin mor, Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, og så længe datteren forblev ugift, var det faderen, der forvaltede værdierne og høstede udbyttet af dem. Efter brylluppet skulle datterens mødrene arv afleveres til hendes mand.
Hvis forfatterens mistanke om Mogens Gøyes interesser skal tages til troende, så kan det også undre, at Mogens Gøye til en start overhovedet havde fået datteren trolovet. Og spørgsmålet melder sig også om, hvorfor hun så skulle troloves med netop Jesper Daa. En mulig forklaring på begge dele kan findes i den forgrenede families historie med tilhørende fokus på at tilkæmpe sig værdier; noget Mogens Gøye var virkeligt god til. Og den helt centrale nøgle kan måske have været godset Kjeldkær.
Kjeldkær
Kjeldkær4Udredningen af ejerforholdene for Kjeldkær er fremdeles baseret på oplysninger fra Dansk Center for Herregårdsforskning på danskeherregaarde.dk/nutid/kjeldkaer og materiale fra Dansk Adels Aarbog på finnholbek.dk var – og er stadig – en herregård ved Bredsten tæt på Vejle. Det var et af de godser, hvor andele blev arvet på langs af generationer, på tværs af ægtefællers ægtefæller, pantsat og solgt. Laurids Jensen Panter5Nr. 1 i skemaet over Kjeldkærs ejere. ejede Kjeldkær indtil sin død før 1432. Godset arvedes af hans søn, Laurids Lauridsen Panter,6Nr. 2 i skemaet over Kjeldkærs ejere. der døde efter 1433. Da Laurids Lauridsen Panter ikke havde stiftet familie, arvede hans mor, Mette Pedersdatter Present7Nr. 3 i skemaet over Kjeldkærs ejere. godset efter ham. Mette Pedersdatter Present blev en central person for det videre arveforløb, da hun giftede sig yderligere to gange. Hendes anden mand var Eiler Hardenberg,8Nr. 4 i skemaet over Kjeldkærs ejere. der blev ejer af Kjeldkær jure uxoris.9Jure uxoris betyder, at det egentlig er hans hustrus, men han har rettighederne over det på hendes vegne.
Da Eiler Hardenberg var død før 1442, giftede hun sig for tredje gang, og det var så med Engelbrecht Albrechtsen Bydelsbak,10Nr. 5 i skemaet over Kjeldkærs ejere. der også blev ejer af kjeldkær jure uxoris, indtil Mette Pedersdatter Present døde enten i 1457 eller tidligere. Ved hendes død gik Kjeldkær til hendes søn, Joachim Hardenberg,11Nr. 6 i skemaet over Kjeldkærs ejere. selv om skiftet efter Mette Present først blev foretaget i 1475, så det nåede Joachim Hardenberg ikke at være med til. Det gjorde til gengæld Joachim Hardenbergs søn, Erik Hardenberg12Nr. 7 i skemaet over Kjeldkærs ejere. og ægtemændene til nogle efterkommere efter Engelbrecht Albrechtsen Bydelsbak.13Nr. 5 i skemaet over Kjeldkærs ejere. Claus Bryske14Nr. 8 i skemaet over Kjeldkærs ejere. mødte ved skiftet for Grethe Engelbrechtsdatter Bydelsbak15Nr. 9 i skemaet over Kjeldkærs ejere., og Jørgen Daa16Nr. 10 i skemaet over Kjeldkærs ejere. Dansk Center for Herregårdsforskning giver ham fornavnet Claus, men det stemmer ikke med slægts oplysingerne hos finnholbek.dk. mødte for Karen Albrechtsdatter Bydelsbal17Nr. 11 i skemaet over Kjeldkærs ejere., der var hans anden hustru.
Jørgen Daa følte sig snydt
I 1501 sagsøgte Jørgen Daa fire mænd, fordi han følte sig snydt for arv, der rettelig skulle være gået til hans anden hustru, Karen Albrechtsdatter Bydelsbak. En enkelt af herrerne, Carl Bryske,18Nr. 12 i skemaet over Kjeldkærs ejere. var personligt arving til en andel af Kjeldkær, mens de øvrige var ægtemænd til arvinger: Claus Bryske19Nr. 8 i skemaet over Kjeldkærs ejere., Ebbe Strangesen (Bild),20Nr. 13 i skemaet over Kjeldkærs ejere. og Birgitte Gøyes far, Mogens Gøye.21Nr. 14 i skemaet over Kjeldkærs ejere.
Af retsdokumentet22Retsdokument, udfærdiget i Odense 23. marts 1501. Findes hos Dansk Center for Byhistorie Odense, 23. marts 1501 (byhistorie.dk) får man det indtryk, at Jørgen Daa var meget trættende med alle de klagemål, han fremførte, for efter en lang opremsning om løsøre, manglende tilbagebetaling af lån, givet til både hans svigerfar og dennes far, står der, at ’der også var en del mere, som der ikke er grund til at skrive ned’.
Enden på søgsmålet blev, at de fire herrer, der i øvrigt tilsyneladende ikke selv var til stede, hver skulle betale 800 Mark til Jørgen Daa, at Jørgen Daa skulle have lov at indløse en pantsat andel af Kjeldkær, såfremt han havde lyst og råd til det, og at Mogens Gøye skulle indløse alt det gods, som Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak,23Albrecht Engelbrechtssen Bydelsbak, nr. 15 i skemaet over Kjeldkærs ejere, var far til Karen Albrechtsdatter Bydelsbak og Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, henholdsvis nummer 11 og 16 i skemaet over Kjeldkærs ejere. havde pantsat til Jørgen Daa.24Det har ikke været forfatteren muligt at finde frem til, hvilket gods der her er tale om.
Man kunne godt forestille sig, at Mogens Gøye har været noget utilfreds over at få sådan en regning. Kimen kan være plantet til et regnskab, der skulle gøres op på sigt.
Da Jørgen Daa optog søgsmålet i 1501 havde hans anden hustru, Karen Albrechtsdatter Bydelsbak, allerede været død i mindst ni år, og han havde giftet sig med sin tredje hustru, Karen Knudsdatter Gyldenstjerne.25Nr. 17 i skemaet over Kjeldkærs ejere. De to blev forældre til den Jesper Daa,26Nr. 18 i skemaet over Kjeldkærs ejere. som Birgitte Gøye blev trolovet med.
I 1503, to år efter søgsmålet, døde Jørgen Daa. Det må være lykkedes ham at indløse den før omtalte andel af Kjeldkær, for hans enke, Karen Knudsdatter Gyldenstjerne, kunne i 1523 overdrage sin og sine børns andel – altså også Jesper Daas andel – af Kjeldkær gods til Mogens Gøye. Samtidig tildømte kongen Mogens Gøye Kjeldkær gård og alt det tilhørende med undtagelse af den andel, der i sin tid blev tildelt Grethe Engelbrechtsdatter Bydelsbak.27Nr. 9 i skemaet over Kjeldkærs ejere.
Grethe Engelbrechtsdatter Bydelsbaks andel var efter hendes død blevet delt i to portioner. De var i hænderne på henholdsvis Kirstine Gregersdatter Ulfstand,28Nr. 19 i skemaet over Kjeldkærs ejere. enke efter Carl Bryske29Nr. 12 i skemaet over Kjeldkærs ejere., og Henneke von Ahlefeldt,30Nr. 20 i skemaet over Kjeldkærs ejere. der i mellemtiden var blevet gift med Ebbe Strangesens31Nr. 13 i skemaet over Kjeldkærs ejere. enke, Kirstine Clausdatter Bryske.32Nr. 21 i skemaet over Kjeldkærs ejere.
Mogens Gøyes Kjeldkær handel
Da Mogens Gøye i 1523 overtog hele Kjeldkær med undtagelse af den del, der oprindeligt blev arvet af Grethe Engelbrechtsdatter Bydelsbak, havde han i 8-10 år været gift med Margrethe Clausdatter Sture,33Nr. 22 i skemaet over Kjeldkærs ejere. den stedmor, der i Universitetsdommen beskrives som en drivende faktor i projektet med trolovelsen mellem Birgitte Gøye og Jesper Daa, og hun var central i påpegningen af det tab af familiens ære, der ville være forbundet med at skulle bryde det ægteskabsløfte, der var givet slægterne imellem.
Margrethe Clausdatter Sture havde en farbror, Volf Sture, der var gift med Anne Benedictsdatter von Ahlefeldt, og Anne Benedictsdatter von Ahlefeldt var faster til den Henneke von Ahlefeldt34Nr. 20 i skemaet over Kjeldkærs ejere., der var gift med Kirstine Clausdatter Bryske.35Nr. 21 i skemaet over Kjeldkærs ejere. | 36 Klik her for skema over familie relationerne mellem Sture og von Ahlefeldt. Det vil sige, at de øvrige andels ejere af Kjeldkær via Margrethe Stures udvidede familie havde første parket til Karen Knudsdatter Gyldenstjernes overdragelse af sin egen og børnenes andel af godset til Mogens Gøye – og de eventuelle betingelser, der var knyttet dertil.
Her følger en del gætterier, der står helt for forfatterens egen regning:
Hvis Karen Knudsdatter Gyldenstjerne i 1523 havde været nødt til at skille sig af med Daa-andelen af Kjeldkær, kunne Mogens Gøye måske have fået den billigt mod at lade en Gøye datter med Bydelsbak arv blive trolovet med en Daa søn. Det ville give Karen Knudsdatter Gyldenstjerne udsigten til, at hendes søn ved brylluppet ville få pigens Bydelsbak gods og på et eller andet tidspunkt også hendes andel af Kjeldkær. Og når først skødet var overdraget og trolovelsen overstået, så kunne det jo være, at det aldrig ville blive nødvendigt at gøre mere ved den sag. Det var jo slet ikke sikkert, at både Birgitte Gøye og Jesper Daa ville nå at leve længe nok til at det ville blive nødvendigt for Mogens Gøye at aflevere noget som helst til slægten Daa jure uxoris.
Timingen
I beretningen om tilskødningen af andelen i Kjeldkjær 1523 står der ikke noget om, hvad prisen har været for Mogens Gøye. Årstallet 1523 er meget tæt på 1525, der på baggrund af Universitetsdommens ordlyd burde være årstallet for trolovelsens indgåelse. Hvis Birgitte Gøyes fødselsår var 1511 vil hun i 1523 have været 12 år; midt imellem de 10 år og 14 år, som ovenfor betragtes som hendes mulige alder ved trolovelsen.
Kilderne melder intet om årstallene for Jesper Daas brødres giftermål, men han selv var i hvert fald ledig på ægteskabsmarkedet. Udsigten til at sønnen kunne gøre et godt parti, kunne måske nok være en effektiv gulerod ved en billig handels aftale med en mor, der havde brug for at sælge ud.
Under normale omstændigheder ville man forvente, at trolovelsen ville blive beseglet med et egentligt bryllup, så snart bruden var blevet voksen. At dømme efter forholdet mellem fødselsår og årstal for giftermål kunne det se ud som om en del af Birgitte Gøyes søstre blev gift omkring 20-års alderen. Hvis det samme skulle gælde for Birgitte Gøye ville vi være fremme omkring 1531. Men allerede i 1528 døde både Birgitte Gøyes stedmor, Margrethe Clausdatter Sture, og Jesper Daas mor, Karen Knudsdatter Gyldenstjerne. Mogens Gøye var altså den eneste tilbageværende af de trolovedes forældre.
Forfatteren har svært ved at tænke sig, at Mogens Gøye har været uvidende om tilbageleveringen af Birgitte Gøyes trolovelsesgave efter stedmoderens død, og at han har sat sig imod denne handling. Måske har han oven i købet opfordret til den som første skridt til at kunne forlænge råderetten over Birgitte Gøyes mødrene arv. Tilbagelevering af en fæstegave var et kraftigt signal om, at et trolovelsesforhold var kommet til sin afslutning. Havde Jesper Daa i sin tid selv været initiativtageren bag trolovelsen, havde han nok forsøgt at genoptage forholdet og måske endda anlagt retssag med krav om enten gennemførelse af et bryllup eller kompensation for tab af de værdier, han var gået glip af ved at blive vraget. Men ingen af delene skete.
Forfatteren er tilbøjelig til at tro, at Mogens Gøye i virkeligheden har stået i kulissen og trukket i trådene i forhold til etableringen af Universitetsdommen. Tidspunktet 1540 var velvalgt, da der som tidligere nævnt i 1539 var udstedt forbud mod at trolove børn bort.
Det er muligt, at dronning Dorothea har tilskyndet Christian III til at arrangere en afgørelse, men forfatteren ville finde det mere nærliggende, at hun ville prøve at overtale sin hofdame til at få indgået det endelige ægteskab, for hun var som lutheraner travlt engageret i at finde passende partier til sine jomfruer og stå for deres bryllupper.
Mogens Gøye må som rigshofmester have haft kongens øre mindst lige så meget som dronningen. Under alle omstændigheder erklærede Universitetsdommen, at der ikke havde været tale om et rigtigt ægteskab, og at både den svigtede part, Jesper Daa, og Birgitte Gøye, den fortrydende part, var frie til at gifte sig til anden side. Og Mogens Gøye kunne bevare magten over Birgitte Gøyes formue.
Valget af Herluf Trolle
Fra Mogens Gøyes død den 6. april 1544, gik der præcis syv måneder, før Birgitte Gøye blev gift med Herluf Trolle 6. november 1544. Spørgsmålet melder sig nu, om valget af ham som ægtemand virkelig var Birgitte Gøyes egen ide, sådan som traditionen fortæller, eller slægt og venner har rådet, som det fremgår af Niels Hemmingsens ligprædiken37Niels Hemmingsen: ligprædiken, originaltekst, A VIII. over hende i 1574. Forfatteren er tilbøjelig til at tro det sidste.
Efter faderens død har Birgitte Gøye haft valget mellem at se sin arv administreret af en af sine brødre – formodentlig, Albrecht Gøye – eller at gifte sig, hvorved hendes mand blev ejer af hendes gods jure uxoris.
Birgitte Gøye havde arvet store værdier, der nemt kunne forsørge et adeligt par, og hendes storesøsters, Pernille Gøyes, ægtemand, Børge Trolle, havde en lillebror, Herluf Trolle, der godt kunne bruge at gifte sig til en formue. Herluf Trolle stod nemlig til at få nærmest ingen andel i arven efter deres forældre. Forklaringen er med al sandsynlighed, at han som ”reserve arving” til Lillö og Knabstrup oprindeligt var tiltænkt en karriere inden for den katolske kirke, hvor slægten allerede havde været repræsenteret af Gustav Trolle (1488-1535). Han var først svensk ærkebiskop, senere dansk biskop, og han var fætter til Børge og Herluf Trolle. Efter reformationen var der imidlertid ikke meget fremtid i sådan en plan, og Børge Trolle skulle vise sig at overleve sin lillebror, så der blev aldrig brug for Herluf Trolle som arving.
Herluf Trolle manglede i 1544 et godt parti, Birgitte Gøye mangler en ægtemand, og forfatteren tror, at ægteparret Børge Trolle og Pernille Gøye agerede som rådende og vejledende familie, der kunne bifalde denne alliance, der løste hele to problemer på én gang.
Med forfatterens læsning af Universitetsdommen og sammenligning med familiehistorien er det muligt at se Birgitte Gøye som en adelsdame, der var lydig mod sin samtids traditioner og ikke mindst mod sin egen slægts interesser – lige indtil hun sammen med sin ægtemand sørgede for, at hendes gods ikke skulle arves af familien efter hendes død.