Gøye skjoldet

Af Palle Birk Hansen

Den ældst kendte udgave af Gjøe-slægtens våbenskjold er fra 1264, hvor vi træffer drost Matheus de Floretorp (Mathias af Flaarup), som i sit våben bærer 3 ibsskaller på en skråbjælke fra dekstre hjørne, farver ukendte. Flaarup ligger på det sydlige Lolland, tæt på Kjelstrup og Kjærstrup, ”denne slægts gamle besiddelser” og i fugleflugt ca. 10 km fra Krenkerup, Gjøe-slægtens hovedgods på Lolland. ¹Danmarks Adels Aarbog 1896, s. 141
Dermed karakteriseres slægten normalt som ”uradel på Lolland”. Slægten uddøde med overhofmester Marcus Gøye i 1698.

Gøyes våben tegnet 1896 af Anders Thiset Wikimedia Commons

Ibsskallen indgår i flere familiers våbenskjolde, dels som enkelt muslingeskal, dels i række á 3 eller 2 over 1 skaller. Sct. Jacobs muslingeskal eller Ibsskallen (Ib er den danske form af Jacob) forbindes normalt med valfartskirken over Sct. Jacob den Ældres grav i Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien – for enden af pilgrimsruten fra Køln, som kaldes Caminoen (Vejen) eller Mælkevejen på grund af det store antal pilgrimme, som har færdedes på ruten gennem Frankrig og Pyrenæerne. Der er ingen forbindelse mellem Sct. Jacob og muslingeskallen anden end den, at man fandt skallen på stranden, når man fra kirken gik ud til havet. Dermed blev den et abstrakt symbol på, at man havde besøgt hans grav. Det var almindeligt at afbilde Sct. Jacob den Ældre med ibsskal på hatteskyggen, skulderen eller tasken – som pilgrim på vej til eller fra sin egen grav!

Santiago betyder Sanct Jacob på spansk. Compostela kommer af Campus Stellae, Stjernemarken, hvilket refererer til et sagn om en munk, der i 831 fulgte en stjerne og dermed fandt Jacobs grav, hvilket kom til at bestemme placeringen af valfartskirken.

Ibsskallen er den ene halvdel af en hjertemusling af typen Pecten jacobaeus, der findes naturligt langs den nordvestspanske kyst. Skallen måler ca. 8×10 cm. Som ibsskal forsynes muslingeskallen ofte med borede huller, så den kan sys fast på stof eller læder.

Ibsskal, pilgrimstegn, mid.a.> natmus.dk , CC-BY-SA

Man kunne forestille sig, at en forfader i familien har gennemført valfarten og hentet den første ibsskal på stranden neden for kirken i Santiago de Compostella. Nu er det jo muligt, at den fromme forfader har gennemført 3 af disse valfarter, alle gode gange tre, som man siger. Men vi ved reelt intet om disse antagelser. Antallet kan lige så vel bero på dekorative hensyn.

Ibsskaller har imidlertid været regnet for kraftfulde amuletter. Vi ved fra kirkegårdsudgravninger, at det var skik at give en afdød pilgrim hans ibsskal med i graven. Således er der eksempelvis fundet ibsskaller i foreløbig 2 middelalderlige begravelser ved sydsiden af Sct. Peders Kirke i Næstved, dels en ibsskal uden syhuller,²Næstved Museum, NÆM 1984:400-AG58
dels en skal med syhuller fundet i kirkegårdsjorden. Også i Sct. Jørgensgårdens kirkegård i Aaderup er der fundet en ibsskal. Der kendes endvidere eksempler på, at ibsskaller er afformet og indstøbt i kirkeklokker.

Vi kender umiddelbart en række familier med ibsskaller i deres våben:

• Griis ”af Slette”, jysk uradel, som bar én ibsskal i ukendt farve til ind i 1500-årene, derefter et sort vildsvin, også kaldet en basse, i hvidt, 1450-1697
• Munk af Spettrup, én ibsskal i ukendt farve, 1503

• Pig ”i Halland I”, én hvid ibsskal i rødt, o. 1300, 1434
• Bratskov, efter 1526 Rotfeld, 3 hvide ibsskaller i rødt, jysk uradel, 1317-1558
• Kiærulff, 3 hvide ibsskaller i rødt, adelspatent 1724

• Jernskæg, Grib eller Grif, én hvid ibsskal i blåt, sjællandsk uradel, 1351-1513.
• Steen, én hvid ibsskal i blåt, jysk og svensk uradel, 1426
• Gjøe/Gøye, Krag og Staverskov, 3 hvide ibsskaller i blåt, uradel på Lolland, 1264-1698 ³Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973, s. 142-144
  

Som man ser, så er der flere familier, der identificerer sig med ibsskaller. Og der er flere muligheder for antal og farver i de pågældende våbenskjolde. Achen bruger netop Gjøe-våbnet som eksempel på faren ved at tro for sikkert og lægge for stor vægt på detaljer. Gjøe-våbnet omfatter normalt 3 skaller i række fra dekstre hjørne på blå bund. Men på den gravsten fra 1543 i Voldum Kirke, som Birgitte Gjøe bekoster for sin broder Axel Mogensen Gjøe, død i 1537, er de tre ibsskaller lagt på en skråbjælke, men her fra sinistre hjørne i courtoisie over for hans moder Mette Bydelsbaks våben.⁴Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973, s. 29,
Grinder-Hansen 2010 kat. 518
Men i øvrigt med skråbjælke som på det sigil for drost Mathias af Flårup, som regnes for det ældste, kendte Gjøe-våben fra 1264.⁵Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973, s. 144

Gravsten over Axel Gøye. S. Abildgaard 1769 Nationalmuseets Samlinger Online	Detalje med hans fædrene og mødrene våben

Det samme våben findes i et sigil, som kendes gennem et lakaftryk, for en Nicolai Thrugilli eller Thrugilsen.⁶Venligst oplyst af Thomas W. Lassen

Et yderligere eksempel på brugen af skråbjælke ses i et tabt sigil fra 1369 med omskriften S’ Lasse Peter Son, også kendt som Laurencius Pæthersson de Rythe.⁷Petersen, Henry: Danske Adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede, Kjøbenhavn 1897, nr. 685
Ryde ligger sydøst for Søllested mellem Nakskov og Maribo på Lolland.

Det er indlysende, at våbenet med de 3 ibsskaller på en skråbjælke må kræve en lidt anden farvesætning end det klassiske Gjøe-våben, idet de hvide skaller må ligge på en blå skråbjælke, der igen må ligge på en hvid bund. Der er faste regler for, hvordan man kombinerer farver i heraldikken. Med tiden udvider den blå bjælke sig altså til en blå bund.

Et andet eksempel på anomali er et broderimønster, som findes i Rigsarkivet. Det er afbildet i Holger Rasmussens bog om Birgitte Gøyes enkestand.⁸Rasmussen, Holger: Birgitte Gøyes enkestand 1-2, Højbjerg 1974, s. 29
Mønstret, som har været anvendt til broderi på fx duge og andet bordlinned, viser tre våbenskjolde med dels Trollernes hovedløse trold, dels Gjøernes ibsskal, men kun én, og endelig initialerne HB for Herluf og Birgitte, som entydigt viser, at man i perioden 1544-1565 kunne henvise til Gjøerne med kun én ibsskal, især når det skete i sammenhæng med et trollevåben. Dermed var der ingen tvivl om, at man refererede til Herluf Trolle og Birgitte Gjøe.

I samtlige de omtalte familiers våben vender man ibsskallerne, som de vendte, når man bar dem som pilgrimsmærker, dvs. med hængslet opad.⁹Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973, s. 142-144
Det gælder også på det skotske våben for Genete Cragengelt på Tjele, som døde 1567.¹⁰Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973, s. 138

Et eksempel på det modsatte ses på den illustration, som Skalk bragte i 1974, da Wormianum udgav Holger Rasmussens bog om Birgitte Gøyes enkestand.¹¹Skalk nr. 4 1974
Her er muslingeskallerne vendt på hovedet, ganske som det ses på den originale udgave fra 1587 af det vedføjede maleri af, sandsynligvis, Lene Gjøe som enke.¹²Se Karen Margrethe Høskuldssons artikel her på hjemmesiden Birgitte Gøyes posthume enkeportræt
Logikken her består i, at ibsskallerne vender på samme måde som skallerne på hjelmen, men det er alt andet lige ikke den normale måde at vise skallerne på. I heraldikken er der som anført plads til mangfoldige variationer!

Litteratur

Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973.

DAÅ, dvs. Danmarks Adels Aarbog 1896: Slægten Gøye.

Grinder-Hansen, Poul: Søren Abildgaard (1718-1791) – Fortiden på tegnebrættet, Nationalmuseet 2010.

Petersen, Henry: Danske Adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede, Kjøbenhavn 1897.

Rasmussen, Holger: Birgitte Gøyes enkestand 1-2, Højbjerg 1974.

Noter

[1] DAÅ 1896 s. 141.

[2] Næstved Museum, NÆM 1984:400-AG58.

[3] Achen 1973 s. 142-144.

[4] Achen 1973 s. 29, Grinder-Hansen 2010 kat. 518..

[5] Achen 1973 s. 144.

[6] Venligst oplyst af Thomas W. Lassen.

[7] Henry Petersen: Danske Adelige Sigiller, København 1897, nr. 685

[8] Rasmussen 1974 s. 29.

[9] Achen 1973 s. 142-144.

[10] Achen 1973 s. 138.

[11] Skalk nr. 4 1974.

[12] Se Karen Margrethe Høskuldssons artikel her på hjemmesiden Birgitte Gøyes posthume enkeportræt