Axel Gjøe – erindret af søster

Af Palle Birk Hansen

Introduktion:

Abstract: Birgitte Gøyes storebror Axel Gøye var født i 1503 måske på faderens store gård  Krenkerup på Lolland. Axel fungerede som lensmand i Aalborg omkring Grevens Fejde hvor han lukkede klostre. Da han døde i 1537 blev han begravet samme sted som den øvrige familie i Voldum Kirke tæt på Clausholm hvor Gøyerne boede.
Birgitte betalte for sin brors gravsten. På den måde værnede hun om hans og slægtens eftermæle.
/Trine Bie-Olsen

Gravsten over Axel Gøye.
S. Abildgaard 1769
Illustration: Nationalmuseets Samlinger Online

I Voldum Kirke er der en gravsten over Axel Gjøe, som døde i 1537.
Hvem var Axel Gjøe, og hvad gør stenen der?

Voldum Kirke er sognekirke for herregården Clausholm, som ligger sydøst for Randers. Clausholm Gods er en af hjørnestenene i slægten Gjøes godsbesiddelser – ved siden af bl.a. Krenkerup på Lolland.

Adelsslægterne i 1500-årene havde en landsdækkende indgangsvinkel til det at være dansk. Den enkelte slægts godser lå ofte spredt over hele landet, som dengang inkluderede Skåne, Halland og Blekinge.

Axels liv i korte træk

Axel Gjøe (1503-1537) var søn af Mette Bydelsbak og rigshofmester Mogens Gjøe. Bortset fra to piger, der døde som små, var Axel deres første, længelevende barn af en række på otte, hvoraf den yngste var Birgitte Gjøe. Axel var altså Birgittes ca. 7 år ældre storebror.

Vi ved intet om Axels barndom og ungdom. Først da han var 20 år, møder vi ham i kilderne. Han tjente i 1523 på Christian 2.’s side under sin farbror Henrik Gjøe, da Frederik 1. belejrede København i opgøret med Christian 2.1 Thiset, Anders: Slægten Gøye, Danmarks Adels Årbog 1896, s. 151

Vi skal lige hilse på Henrik Gjøe, Axels farbror. Hr. Henrik Eskildsen Gjøe til Gisselfeld var kongens, dvs. Chr. 2’s betroede mand og var som sådan med til at hente Elisabeth af Habsburg i Nederlandene i 1515, da hun skulle giftes med Christian 2. Henrik blev lensmand på Korsør 1516-1523, deltog i togene til Sverige og blev 1520 ridder. Efter det stockholmske blodbad i november 1520 blev han i 1522 kgl. statholder i Sverige; kort efter blev han befalingsmand over rytteriet og statholder på Sjælland, da Chr. 2. forlod riget; i 1523 lensmand på Skjoldnæs, hvorefter han ledede forsvaret af København mod Frederik 1.’s tropper. Han måtte overgive København i januar 1524 til Frederik 1., hvorefter han rejste udenlands til august 1525, da han vendte tilbage og sluttede sig til Frederik 1. og fik lenet Vordingborg. I 1532 blev han rigsråd, men i 1533 døde han 3. maj på Vordingborg (som man kan se af det efterfølgende, var der nu plads til nevøen Axel Gjøe som lensmand på Vordingborg).2 Thiset, Anders: Slægten Gøye, Danmarks Adels Årbog 1896, s. 155 f.

Vi vender nu tilbage til unge Axel Gjøe. Efter begivenhederne omkring København i 1523-24 tog Frederik 1. unge Axel til nåde og gjorde ham 23 år gammel til lensmand på Aalborghus i 1526, en stilling han beholdt til 1533. Som lensmand fik han bolig på det gamle Aalborghus, som lå i det sydøstlige hjørne af Aalborg der, hvor Østerå flyder ind i den befæstede by.

Under tiden på Aalborghus erhvervede Axel gods i Aalborg.3 Dansk Center for Byhistorie, Aalborg 27.01.1528, 11.09.1529, 1530 Absolon Giøe, 1531, 17.06.1533

I januar 1528 købte han en grund i byen ved slottet – mellem byen og slusen.

Endvidere fik han den 11. september 1529 ejendomsbrev/skøde på Helligkors Kapel ”for Aalborg” (uden for Aalborg?) med tilbehør.

Noget tyder dermed på, at han på dette tidspunkt havde planer om at slå sig ned mere permanent i Aalborg, siden han erhvervede ejendomme i byen ud over og ved siden af det gamle Aalborghus, hvor han som lensmand formodentlig havde sin formelle residens.

I 1530 konfiskerede Axel Gjøe, ”en fræk kætter, herren til Aalborghus”, som han kaldes i en samtidig tekst, som lensmand Gråbrødreklostret og fordrev brødrene4 Knudsen 1931, s.30 , og samme år inddrog han også Helligåndsklostret, hvorefter han overførte beboerne i Helligåndsklostret til Gråbrødreklostret. Herved frigjorde han Helligåndsklostret på gråbrødrenes bekostning. Men han måtte efter en rigsretsdom 17. juni 1533 lade Helligåndsklostrets beboere flytte tilbage til deres eget kloster. (Nu stod Gråbrødreklostret tomt, og man overvejede at bygge et nyt Aalborghus på denne tomt, eventuelt med genanvendelse af gråbrødrenes bygninger. Det endte dog med, at Christian 3. i 1535 lod sin bygmester Bussert indlede byggeriet af et helt nyt Aalborghus nord for byen ved fjordkysten, det nuværende Aalborg Slot. Man brugte næsten 20 år på at få slottet færdigt.)5 Springborg, Møller og Ørnbjerg: Aalborg By, slot og befæstning 1300-1662, Aalborgbogen 2013.

Axel Gjøes Aalborghus syd for byen, nederst i billedet.
Springborg, Møller og Ørnbjerg, Aalborgbogen 2013 s. 19

Den unge lensmand Axel havde i 1533 mistet sin stilling som lensmand på Aalborghus, hvilket dækkede store dele af Nordjylland på begge sider af Limfjorden. Måske skete det som konsekvens af rigsretsdommen vedrørende Helligåndsklostret.

Samme år 1533 giftede han sig med Dorthe Hansdatter Lindenov, datter af Berete Eriksdatter Rosenkrantz og Hans Johansen Lindenov til Ørslevkloster m.m.
Lindenov’ernes familiegods var Fovslet i Ødis Sogn syd for Kolding.
Axel var nu 30 år. Det unge par fik en enkelt søn, som døde ung.

Axel Gjøe havde i disse år været knyttet til Jylland. I den forbindelse er det værd at nævne, at Axel Gjøes moder og hustru nævnes i forbindelse med herregården Østergaard ved Langå sydvest for Randers.6 Trap: Danmark, 5. udgave bind 17, Viborg Amt, Houlbjerg Herred, Vellev Sogn, 1962, s. 490  I 1491 erhvervede Axel Lagesen Brok gården Østergaard. Senere gik godset videre til hans datterdatter Mette Albertsdatter Bydelsbak (død 1513), som bragte godset ind i ægteskabet med Mogens Gjøe, der tegnes som ejer i 1501. Deres datter Eline Gjøe, søster til Axel og Birgitte Gjøe, ejede godset i 1552. Eline døde i 1563. Nu nævnes Axel Gjøes hustru Dorthe Lindenov, hvis broder Hans Lindenov i 1581 mageskiftede Østergaard til kronen. Det kan han jo kun gøre, hvis han via f.eks. arv har fået ejendomsretten til Østergård. Dorthe Lindenov døde i 1582.

Sagen er et eksempel på de komplicerede ejerskaber til godser, som adelens medlemmer var involveret i over hele landet.

Som lensmand førte Axel Gjøe befaling over dele af Jylland i 1533 for Frederik 1., som døde dette år.

Men under Grevens Fejde 1534-36 sluttede Axel Gjøe sig til Christian 2. og grev Christoffer af Oldenburg, der gjorde ham til sin rådgiver. Axel Gjøe førte således rytteriet ved grev Christoffers erobring af Fyn i 1534. Man bemærker, at Axel på sin gravsten bærer hjulsporer!

I denne periode under grev Christoffer fik han stilling som lensmand eller høvedsmand på Vordingborg Slot 1533-1534. I den kongeløse tid efter Frederik 1.’s død har det vel været rigsrådet med dets overvægt af katolske bisper, som gav Vordingborg som len til Axel Gjøe. Axel har altså valgt side i borgerkrigen, og dermed er han nu forankret i det østlige Danmark, hvor Christian 2. stod stærkest. Det nygifte par Dorthe og Axel må finde sig til rette i nye rammer, vi ved ikke hvor, men der har formodentlig været gode muligheder på Vordingborg Slot.

Siden tjente Axel i Skåne for Chr. 2.’ parti, men blev taget til fange i 1535 og holdt fængslet i København.

To år senere døde han, kun 34 år gammel på Clausholm. Vi kender ikke årsagen til hans tidlige død, det kan have været sygdom, eller det kan have været skader, som han pådrog sig i krigen. Han blev gravlagt i familiens gravkirke, sognekirken Voldum ved Clausholm.

Dorthe giftede sig efter Axels død i 1537 med Christoffer Munk og levede helt til 1582.

Axel Mogensen Gjøe (o.1503-01.09.1537), Voldum Kirke ved Clausholm.
Søren Abildgaard 1769.
Illustration: Nationalmuseets Samlinger Online

Gravstenen i Voldum Kirke

Stenen af gotlandsk kalksten, her i Søren Abildgaards streg fra 17697 Grinder-Hansen 2010 s. 492. , viser Axel Gjøe dekstervendt i fuldt harnisk med hjulsporer og hjelm med opslået visir. Bag venstre hofte ses lige knappen af hans daggert, som hænger vandret bag ham. I venstre hånd holder han sit sværd, i højre sit fædrene våbenskjold, medens yderligere syv våbenskjolde omgiver billedet af ham; i alt udgør de hans otte klassiske aneskjolde.

På den fædrene (agnatiske), dekstre side ser vi fra oven Gjøe-våbnet med de tre ibsskaller i sølv, her usædvanligt placeret på en (blå) skråbjælke på sølverne bund, spejlvendt fra sinister i courtoisie over for Mette Bydelsbaks våben. Derunder våben for Rosenkrantz, Gyldenstjerne og Falk.

På den mødrene (kognatiske), sinistre side øverst Bydelsbaks våben med de to røde liljer i hvidt felt over rødt, derunder Brok (stående blå spids i hvidt), Present (todelt, dekstre felt med røde kugler på hvid bund, sinistre felt med to røde bjælker i hvidt) og Lunge (to over en rød lilje i hvidt).

(Dekster eller heraldisk højre er til venstre, sinister eller heraldisk venstre er til højre, set fra ridderen, der bærer skjoldet på venstre arm. Courtoisie betyder høflighed, det fænomen, at manden spejlvender sit våben over for hustruens våben.

Hvid betegner efter de heraldiske regler sølv. Farverne er jo ikke bevaret på gravstenen (hvis de nogensinde har været påført), men kendes fra anden side.)

I øvrigt er gravstenen udsmykket med cirkelrunde evangelistmedaljoner, i rækkefølge Lukas, Matthæus, Marcus og Johannes fra øverste dekstre hjørne med solen rundt. Der indenfor ligger et tekstbånd, som begynder øverst og fortsætter rundt og slutter under begyndelsen med året 1543.

I billedfeltet er der et geometrisk mønster af to lodrette og en vandret linje bag en dobbelt trekløverbue og en bred lisen bag Axels figur. Alle disse linjer kunne tyde på, at stenen var planlagt bemalet, men eventuelle spor af farve er sandsynligvis forsvundet i de mellemliggende år.

Indskriften fortæller os – med diverse tilføjelser, at
ONDER THENNE STHEN LEGEr  AXel gøie HER MONS gøie K. M. DANMARK rig HOF mester(s) SØN SOM (døde) ANNO 1537 SANthi EGIGI dag AT THEN stien lod HANS svstir IOOMFRW BERITIe GØIE … LEGGE PAA HANS GRAF THer MANT SCHREff  GVDTs AaR 1543

Som betyder:
Under denne sten ligger Axel Gøie, Hr. Mogens Gøie, Kgl. Maj. Danmarks rigshofmesters søn, som (døde) år 1537 på Sct. Ægidius’ dag, denne sten lod hans søster, jomfru Birgitte Gøie, lægge på hans grav, da man skrev Guds år 1543. (Slægtsnavnet har oprindelig været udtalt Gjø-e/Gø-je (rimer på Kjøge/Køge))

I skyggen af en borgerkrig

Vi kan med andre ord se, at søster Birgitte er trådt til 6 år efter Axels død og har sikret, at han fik sin gravsten.

Det bemærkelsesværdige er, at Axels hustru Dorthe Hansdatter Lindenov var aldeles levende på dette tidspunkt. Under normale omstændigheder kunne man have ventet, at hun havde fået udfærdiget en fælles gravsten for parret, men det er altså ikke sket. Hvorfor?

Også Axels far, rigshofmester Mogens Gjøe, var spillevende på dette tidspunkt, han døde først i 1544, og man kunne tilsvarende have forventet, at han ville være trådt til og have sørget for en sten til sin søns grav.

Men det er altså Axels søster, jomfru Birgitte, som træder i hustrus og faders sted og bekoster stenen, et gribende vidnesbyrd om Birgitte Gjøes omsorg for sin broder Axel Gjøe.

Ser vi her konturerne af et familiedrama af voldsomme dimensioner?

Far Mogens var på Christian 3.’s vindende side, rigshofmester og som kong Christian 3. overbevist protestant. Medens sønnen Axel var på den tabende side som råd og hærfører hos den katolske grev Christoffer, som støttede Christian 2.

Da Axel døde, undslog faderen sig for at beskæftige sig med sin søns grav. Det kan ikke have været af økonomiske årsager.

Heller ikke Axels hustru Dorthe Lindenov ofrede penge på en sten. Om det i dette tilfælde var af økonomiske eller af ideologiske årsager, er uvist.

Man kunne måske antage, at Axel Gjøe var katolik al den stund, han sluttede sig til Christian 2.’s side i borgerkrigen. Og Christian 2. var jo katolik. Eller var han?

For det første, så var religion for Christian 2. tydeligvis underordnet politik. Han, der som alle andre i tiden oprindelig var katolik, havde faktisk i en periode i 1520’erne sluttet sig til protestanterne. Der var jo for en konge enorme summer at hente ved at undsige paven og lade indtægterne af kirken forblive i Danmark i stedet for at sende pengene som Peterspenge til Rom.

Men i sine bestræbelser på at bevare magten søgte han efter allierede, og gennem sit ægteskab med Elisabeth (1501-1526) af Habsburg valgte han i 1530 at søge støtte hos sin svoger kejser Karl 5. af det tysk-romerske rige, og Karl var om nogen katolik og førte krig mod de lutheranske fyrster i Nordeuropa. Så af rent politiske årsager vendte Christian 2. i 1530 tilbage til katolicismen. Dermed må man spørge sig selv: Hvad mente Christian 2. egentlig om sit religiøse ståsted – om han overhovedet havde et sådant. Han var vel først og fremmest politiker med skiftende standpunkter.  Religion var for ham et redskab. Desværre for ham fandt han ikke støtte hos sin svoger!

For det andet, så er der i Axel Gjøes færden klare indicier på, at han ikke var tilhænger af den katolske kirke. Som lensmand på Aalborghus i årene 1526 – 1533 var han initiativtager til anslaget mod gråbrødrene og deres kloster i begyndelsen af 1530. Axel Gjøe lukkede Gråbrødreklostret, et speciale han havde tilfælles med sin fader Mogens Gjøe, ligesom han også lukkede Helligåndsklostret. Han overførte derefter de syge og fattige fra Helligåndsklostret til Gråbrødreklostret ved påsketid 1530. Han havde åbenbart planer med Helligåndsklostret, men måtte opgive disse planer i 1533, da rigsrådet tvang ham til at lade Helligåndsklostrets beboere vende tilbage til deres eget kloster.

Meget tyder altså på, at lensmandens adgang til vigtige ejendomme i byen har været vigtigere end religiøse overvejelser, at han med andre ord som Christian 2. havde et afslappet forhold til religionen, som for ham var underlagt de mere politiske behov.

Så vi kan antage, at det afgørende for hans fader og hustru sandsynligvis har været, at Axel sluttede sig til det ”forkerte” parti i borgerkrigen, til grev Christoffer og Christian 2.’s side. Som tilhænger af den tabende side i borgerkrigen blev han ganske enkelt skrevet ud af historien, endda i så høj grad, at han end ikke som den sidste lensmand på Gamle Aalborghus nævnes i Aalborgbogen 2013.

Men hans søster Birgitte så tydeligvis væk fra hans politiske ståsted og gav ham den sten i døden, som hun mente, han havde krav på som broder og medlem af Gjøe-slægten.

Vi ser naturligvis de sørgelige konsekvenser af en borgerkrig, for det var jo det, der havde ramt Danmark under Grevens Fejde. En regulær borgerkrig, der splittede familier på tværs og gav uhelbredelige sår mellem fædre og sønner, mellem mænd og hustruer. I Voldum lå Axel under sin sten, hele alene og forladt. Nej, ikke helt forladt. Der var jo en lillesøster, som ville noget andet.

Her seks år senere tog søster Birgitte sagen i egen hånd, hendes broder skulle have sin sten, og om ikke faderen og enken ville betale for den, så ville hun. Et håndgribeligt bevis på Birgitte Gjøes selvstændige angrebsvinkel på tilværelsen.

Birgitte Gjøe stod på dette tidspunkt i en særlig position. Hun havde i 1540 fået universitetets dom for, at hendes påtvungne trolovelse med Jesper Daa i 1525 var ugyldig. Hun var altså helt fri og ubundet, ca. 33 år gammel, hofdame hos dronning Dorothea i Kolding. Hun var at regne for en af landets rigeste kvinder, så pengene var ikke noget problem. Men hvad med ideologien? For hendes fader og hendes svigerinde vejede ideologien tydeligvis så tungt, at de ikke ville beskæftige sig med Axels grav. Han var af fader og hustru nærmest lagt på is!

På dette tidspunkt, 7 år efter reformationen i 1536, må vi gå ud fra, at Birgitte var protestant.

I Europa herskede der i disse årtier krig mellem den katolske kejsermagt og de nordeuropæiske protestantiske fyrster – med calvinisterne på siden som hadet af alle. Disse stridigheder, som kostede blod, død og afbrændte byer over store dele af Europa, og som kulminerede i Trediveårskrigen, ”en europæisk katastrofe 1618-1648”, førte undervejs til den augsburgske religionsfred i 1555. Den fastslog princippet: cuius regio, eius religio, hvilket betyder, at den, der har magten i et område, han bestemmer religionen i dette område.8 Harrison 2018 s. 47.  Det var sådan set en gentagelse af det princip, som allerede var gennemført i Danmark i 1536 i så høj grad, at mange i dag går ud fra som givet, at alle danskere skiftede religion i 1536. Danskerne gik i seng som katolikker og stod op næste morgen som protestanter, fordi kongen sagde, at sådan skulle det være. Det blev mere eller mindre sådan over tid, men hvor hurtigt?

Da Herluf og Birgitte i 1544 blev gift, var de protestanter.9 Olden-Jørgensen 2016 s. 48.  Herluf havde gået på universitetet i Wittenberg i 1536-37 og tilegnet sig de nyeste strømninger, og de to nygifte ser ud til at have været enige om meget. Så fra det tidspunkt er der ingen tvivl. Herluf og Birgitte var som gode samfundsstøtter naturligvis protestanter.

Birgitte og Herluf var som alle andre i landet i begyndelsen af 1500-årene opvokset og opdraget som katolikker. Hun fik som spæd et par år sammen med sin moder Mette Bydelsbak, før Mette døde i 1513. Så fulgte nogle år i Ring Kloster, et katolsk nonnekloster af benediktinerordenen, før hun som Askepot ca. 5 år gammel genforenedes med sin fader og hans siden 1515 ny kone Margrethe Sture på Skanderborg Slot, som Mogens Gjøe fik i forlening i 1516. Her blev hun ca. 14 år gammel mod sin vilje og under tvang af fader, stedmoder og korporlig medvirken af klosterjomfru (nonne) Mette Ovesdatter fra Ring Kloster trolovet med Jesper Daa i 1525, før stedmoderen døde i 1528.

Var Birgitte i opposition til sin fader, eller var hun bare bundloyal over for sin storebroder, som havde valgt den forkerte, dvs. tabende side i 1533? Det var øjensynligt familiebåndet til broderen, der sejrede over ideologien i 1543.

Dette skete som sagt i 1543, 6 år efter Axels død – og året før hun giftede sig med Herluf Trolle. Det var hendes egen beslutning. Og det var også hendes egen udgift, som hun indirekte fremhæver i indskriften på gravstenen. Året efter døde hendes fader, og derefter fulgte brylluppet med Herluf Trolle med støtte fra hans broder Børge Trolle. Tyve år senere stillede hun helt andre krav til den kunstneriske udformning af Herluf Trolles og sin egen sarkofag og øvrige udsmykning af Herlufsholm Kirke. Men det er den varme omsorg for broderen på trods af andres reaktioner i 1543, der gør indtryk.

PBH 27.08.2021

Litteratur

Bisgaard, Lars: Christian 2. – en biografi, København 2019.

Grinder-Hansen, Poul: Søren Abildgaard (1718-1791) – fortiden på tegnebrættet, Nationalmuseet 2010.

Harrison, Dick: Trediveårskrigen – en europæisk katastrofe 1618-1848, København 2018.

Knudsen, P. C.: Aalborg Bys Historie, 1. del, Aalborg 1931.

Olden-Jørgensen, Sebastian: Herluf Trolle – adelsmand, kriger og skolestifter, København 2016.

Outzen, Susanne og Karsten Christensen: Birgitte Gøye & Herluf Trolles Bøger, Museum Sydøstdanmark 2016.

Sprinborg, Møller og Ørnbjerg: Aalborg By, slot og befæstning 1300-1662, Aalborgbogen 2013.

Thiset, Anders: Slægten Gøye, Danmarks Adels Årbog 1896.

Noter

[1] Thiset, Anders: Slægten Gøye, Danmarks Adels Årbog 1896, s. 151

[2] Thiset, Anders: Slægten Gøye, Danmarks Adels Årbog 1896, s. 155 f.

[3] Dansk Center for Byhistorie, Aalborg 27.01.1528, 11.09.1529, 1530 Absolon Giøe, 1531, 17.06.1533

[4] Knudsen 1931, s.30

[5] Springborg, Møller og Ørnbjerg: Aalborg By, slot og befæstning 1300-1662, Aalborgbogen 2013.

[6] (Trap: Danmark, 5. udgave bind 17, Viborg Amt, Houlbjerg Herred, Vellev Sogn, 1962, s. 490).

[7] Grinder-Hansen 2010 s. 492.

[8] Harrison 2018 s. 47.

[9] Olden-Jørgensen 2016 s. 48.